Mourinho: Jeg har afvist PSG to gange

Af: Ritzau
Jose Mourinho fortæller, at han i to ombæringer er blevet tilbudt trænerjobbet i PSG, men han har takket nej i begge tilfælde
Chelsea-manager Jose Mourinho har aldrig været en mand, der satte sit eget lys under en skæppe. Portugiseren er ikke bange for at tale om egne evner og muligheder, og det beviser han nu igen.
I et interview med franske Telefoot fortæller han, at han flere gange har været ønsketræner hos den franske storklub Paris Saint Germain - foran Carlo Ancelotti.
- Jeg kendte til projektet inden det begyndte. Jeg var Leonardos (tidligere sportsdirektør i PSG red.) førstevalg. Da Carlo smuttede gav de mig et nyt tilbud. Jeg har afvist dem to gange, siger Mourinho til Telefoot.
Han fortæller videre, at han kraftigt overvejede tilbuddene, men det blev ved to gange nej.
Mourinho mener dog, at klubben er godt rustet.
- Klubben har enorm kvalitet. Laurent Blanc er en god træner og Al-Khelaifi er en god præsident. De er i gode hænder, siger Jose Mourinho, inden han slår fast, at de har gode muligheder for at vinde Champions League i fremtiden.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









