Steven Gerrard møder Brendan Rodgers i skotsk Premier League til september - se den på Viaplay
Af: Peter Schulz
Liverpool-legenden møder sin tidligere chef blot fire kampe inde i sin første sæson som manager.
Kampprogrammet fra den skotske Premier League er blevet offentliggjort, og det har givet Steven Gerrard en stor mundfuld allerede i fjerde spillerunde.
Her skal den tidligere Liverpool-stjerne, som netop har indledt sin karriere som manager, da han tog jobbet i Rangers, nemlig op imod de skotske mestre, Old Firm-rivalerne fra Celtic.
Og i managerstolen i Celtic sidder en mand, som Steven Gerrard kender særdeles godt: Brendan Rodgers.
Nordireren stod i spidsen for Liverpool fra 2012 og frem til efteråret 2015, og sammen var Gerrard og Rodgers tæt på at vinde Premier League i 2014. I sidste ende løb Manchester City imidlertid med titlen.
Det første opgør mellem Brendan Rodgers og Steven Gerrard i skotsk fodbold spilles på Celtic Park i weekenden 1-2.september.
Nordic Enterntainment Group, der står bag TV3 SPORT og Viaplay, har netop sikret sig rettighederne til at vise live-kampe fra den skotske Premier League, og du kan se opgøret mellem de to Old Firm-rivaler LIVE på Viaplay.
Nordic Entertainment Group har desuden sikret sig den engelske Premier League frem til og med 2021/22-sæsonen, ligesom også Formel 1 er på plads frem til og med 2021.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










