Skotsk storklub vil snyde Liverpool for en formue

Af: Ritzau
Skotske Rangers håber på at snuppe stortalent fra Liverpool for småpenge.
Hos Liverpool har man accepteret, at man denne sommer må sige farvel til det 19-årige stortalent Jordan Rossiter.
Det er ikke lykkedes de to parter at nå til enighed om en ny kontrakt, der ville binde den unge Liverpool-fødte midtbanespiller til Anfield-klubben i en ny periode, og dermed er Rossiter kontraktfri denne sommer.
Liverpool vil være berettiget til en større kompensation, hvis Jordan Rossiter skifter til en anden engelsk klub, ligesom man selv har betalt £6.5m + klausuler for at hente Danny Ings på en fri transfer i Burnley for et år siden.
I tilfældet Jordan Rossiter har Liverpool tænkt sig at kræve omkring £8m i kompensation, men hvis midtbanespilleren skifter til udlandet, får man sølle £250,000 for sit besvær.
Dermed kan Liverpool altså vinke farvel til op imod £7.75m - cirka 73 millioner danske kroner.
Det ønsker Rangers, som netop er rykket tilbage i den bedste skotske række, nu at udnytte. Klubben har den tidligere chef for Liverpools akademi, Frank McParland, ansat, og han har anbefalet 19-årige Rossiter til manager Mark Warburton.
Og Rangers har således ifølge Liverpool Echo meddelet Liverpool, at man ønsker at åbne forhandlinger med Jordan Rossiter om et skifte på en fri transfer 1. juli.
Jordan Rossiter debuterede for Liverpool i september 2014 med en scoring.
I denne sæson har midtbanespilleren tidligere døjet med skader, men i foråret har manager Jürgen Klopp valgt andre spillere frem for englænderen, som står noteret for i alt fem kampe og et enkelt mål for Liverpool.
Husk at du kan se Liverpool - formentlig i en meget ung udgave - i dagens Premier League-kamp mod Watford LIVE på Viaplay i dag fra kl. 16.55.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










