Gå til hovedindhold

Officielt: PL-klub henter ny træner

Af: Ritzau

Claude Puel er ny manager i Leicester. Hans aftale gælder frem til sommeren 2020.

Det bliver franskmanden Claude Puel, som fremover skal stå i spidsen som manager for Premier League-klubben Leicester City.

Claude Puel har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020, skriver Leicester på sin hjemmeside.

Kasper Schmeichels klub fyrede Craig Shakespeare i sidste uge efter en sæsonstart med dårlige resultater.

Afløseren er klar over, der venter en svær opgave med at få den tidligere mesterklub op i tabellen.

-Det er et stort privilegium at blive manager for Leicester City - en klub med værdier og ambitioner, der matcher mine egne.

-Der venter en spændende udfordring med at bygge videre på klubbens nylige og opsigtsvækkende bedrifter, siger Puel med henvisning til det sensationelle mesterskab i 2015/2016-sæsonen.

Claude Puel har tidligere prøvet kræfter med engelsk fodbold. I sommeren 2016 blev han ansat som manager for Southampton, men efter et år i spidsen for Pierre-Emile Højbjerg og co. blev han afskediget i juni i år.

Han har tidligere trænet Nice, Lyon, Lille og Monaco.

Leicester ligger nummer 14 i Premier League efter ni spillerunder.

Andre gode nyheder