Gå til hovedindhold

Ny bog: Var Bradford-dødsbrand IKKE en ulykke?

Ny bog: Var Bradford-dødsbrand IKKE en ulykke?

Af: Ritzau

56 mennesker mistede livet, da en tribune på Bradford Citys Valley Parade nedbrændte. En ny bog antyder, at det ikke - som hidtil antaget - var en ulykke.

I bogen 'Fiftysix - the story of the Bradford fire' kommer forfatter Martin Fletcher, som selv mistede sin 11-årige bror, sin far, sin onkel og sin bedstefar ved katastrofen den 30. maj 1985, med nyt i sagen omkring katastrofen.

Martin Fletcher var også til stede men nåede at undslippe flammerne.

I bogen fortæller Martin Fletcher ifølge the Guardian således, at der blev rapporteret mindst otte andre brande på ejendomme, som enten var ejet af eller var i forbindelse med den daværende ejer af Bradford City, Stafford Heginbotham.

Og hvor der efterfølgende blev udbetalt store summer fra forsikringsselskaberne. Ifølge bogen omkring £27m - 270 millioner kroner - i nutidens penge.

Ifølge Fletcher var Stafford Heginbothams selskab i store økonomiske vanskeligheder, og der var problemer med at udbetale løn til de ansatte efter den førstkommende måned. Derudover havde klubejeren to dage før branden fået at vide, at det ville koste £2m at få bragt Valley Parade op til den krævede sikkerhedsstandard efter oprykningen fra den gamle tredje division den sæson.

Fletcher kommer ikke med direkte beskyldninger mod den tidligere klubejer, men spørger i stedet: Kan nogen mand virkelig være så uheldig, som Heginbotham havde været?

Indtil nu har den officielle forklaring fra undersøgelsen af branden været, at den formentlig blev sat i gang af en tændstik, en cigaret eller en pibe, som var gledet ned under gulvbrædderne til affald, som havde samlet sig under tribunegulvet over en periode på 20 år.

Bogen bliver udgivet torsdag.

Andre gode nyheder