Moyes dedikerer første sejr til Ferguson

Af: Ritzau
Det har kun taget David Moyes seks uger at vinde sit første trofæ for Manchester United, og det har han nu dedikeret til Sir Alex Ferguson.
Man kan også sige, at sejren i Community Shield er mindst lige så meget Fergusons fortjeneste, som det er Moyes.
Det var netop den tidligere manager, der førte Manchester United til mesterskabet i sidste sæson og derved banede vejen til finalen i Community Shield.
- Dette trofæ er til Sir Alex Ferguson, så hvis han sidder hjemme og ser med i dag, så er dette til dig, Sir Alex, og til den måde dit hold spillede i sidste sæson og vandt Premier League, siger David Moyes til Manchester Uniteds hjemmeside.
Den eneste måde, man kan komme til Charity Shield-finalen er ved at vinde ligaen eller FA-cuppen, og selvom det ikke er Moyes' fortjeneste, at United-holdet nåede finalen, er han stolt af sejren.
- Jeg har været her på Wembley et par gange, og nogle gange har jeg vundet og andre gange tabt. Men i dag, hvor jeg som manager leder holdet, var noget helt andet. Min familie var her også, så jeg er ekstremt stolt, siger David Moyes.
**Du kan følge med i Premier League på TV3s kanaler, fra når sæsonen den 17. august bliver skudt i gang. **
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










