Mindeord om en fighter og gentleman i dansk fodbold

Af: Frits Ahlstrøm
Dansk fodbold har igen mistet en af sine store personligheder.
Verner Nielsen, den næstældste nulevende A-landsholdsspiller, er død. Han blev 91 år.
Verner Nielsen var født og opvokset i Nørresundby i en tryg arbejderfamilie sammen med sin storesøster og tre brødre. Som dreng spillede han for Nørresundby Boldklub, og fra 1949 til 1953 opnåede han et halvt hundrede kampe på klubbens bedste seniorhold i den jyske mesterrække inden han efter at have fået sin uddannelse som automekaniker flyttede til København.
Inspireret af Knud Lundberg og Flemming Nielsen, der ligesom han selv havde optrådt som gæst i en sommerkamp mellem Aalborg Freja og AIA i sommeren 1953, valgte han at spille for AB, der hørte hjemme på Nørre Allé og ellers kun tillod studenter og akademikere at blive medlemmer. Men der blev – så vidt vides – gjort en undtagelse for første gang i klubbens historie.
Verner Nielsen spillede 157 kampe på divisionsholdet i AB fra 1954 til 1962, og det var givetvis blevet til flere, hvis han ikke i begyndelsen af 1959 på sin scooter havde pådraget sig et livstruende kraniebrud i en trafikulykke på Frederiksberg.
Ulykken kostede ham formentlig en olympisk sølvmedalje. Verner Nielsen, en solid venstre back, der var god såvel på jorden som i luften, var stadig en del af bruttotruppen med henblik på De olympiske Lege i Rom godt et halvt år senere.
Verner Nielsen debuterede på A-landsholdet 11. september 1955 på Ullevaal i Oslo og scorede til 1-0 – til Norge syv minutter efter pausen. Men et kvarter før tid udlignede Jørgen Jacobsen fra B 93.
Selvmålet rokkede dog ikke ved hans selvtillid eller udtagelseskomiteens tillid til ham. I de næste 26 landskampe, Danmark spillede, var han med i de 25.
To af dem var direkte overfor den legendariske højre wing Sir Stanley Matthews i VM-kampene mod England (i henholdsvis 2-5 på Molineux i Wolverhampton i 1956 og 1-4 i Idrætsparken i 1957).
Verner Nielsen var en uforlignelig fighter, men såvel på som udenfor banen også en gentleman, der aldrig fik en advarsel; heller ikke i de tre B-landskampe, han blev noteret for i 1959 og 1960. Han var kendt for sin smukke krøllede frisure, og hans gode ven Niels Torp Andersen hævder, at han kørte Sjælland rundt for at opkøbe alle tuber Brylcreem, da det forlød, at firmaet overvejede at stoppe produktionen.
Efter ulykken vendte han tilbage til topfodbold og spillede til 1964. Han flyttede med AB fra Nørre Allé til Bagsværd i midten af 1960erne og fortsatte med at ’tjønse’ hver tirsdag og lørdag til han var 86 år.
Verner Nielsen, som i mange år havde sit eget autoværksted i Glostrup, bisættes lørdag 4. marts klokken 14:00 fra Avedøre Kirke.
Vagn Birkeland var den ældste danske landsholdsspiller ved indgangen til 2022. KB’eren med 5 A-landskampe døde 15. juni. Han blev 96 år.
De ni ældste nulevende A-landsholdsspillere er:
Erik Rasmus Petersen – 93 år
Boldklubben Frem
Leif Petersen – 90 år
B 1909
Knud Herbert Sørensen – 89 år
Vejle Boldklub
Mogens Machon – 88 år
Brønshøj Boldklub
Knud Petersen – 88 år
Boldklubben Frem
Peder Kjær – 88 år
AGF
Finn Alfred Hansen – 87 år
KB
Kurt Grønning – 86 år
B 1913
Jørn Sørensen – 86 år
KB
Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com










