Milan: Vi taler Balotelli med Liverpool

Af: Ritzau
Liverpools Mario Balotelli vender måske retur til AC Milan på en lejeaftale.
Mario Balotelli har aldrig for alvor fået succes i Liverpool, efter at han sidste sommer kom til Anfield fra AC Milan, og nu kan den italienske angriber måske være på vej tilbage til San Siro.
Således meddeler La Gazetta dello Sport, at Milan-træner Sinisa Mihajlovic har været til møde med Balotelli i lørdags, og milanesernes tekniske direktør Adriano Galliani bekræfter overfor Mediaset, at man forhandler med den 25-årige angriber.
- Vi er i dialog med Liverpool, men vi er ikke nået til enighed omkring hvor stor en del af hans løn, vi skal betale og hvor stor en del, de skal betale.
Balotelli spillede i to sæsoner for AC Milan, inden han skiftede til Liverpool. Dengang nåede den karismatiske angriber at spille 43 Serie A-kampe og score 26 mål for Rossoneri.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







