Balotelli snuppet for at køre 90 km/t i byzone

Af: Ritzau
Why always me? Mario Balotelli er igen i overskrifterne for noget andet end sine præstationer på en fodboldbane.
AC Milan har netop hentet Mario Balotelli tilbage fra Liverpool på en lejeaftale, og et af vilkårene i angriberens kontrakt var, at han efterlever en række krav til sin opførsel.
Nu rapporterer italiensk presse så, at Mario Balotelli er kommet i problemer med loven.
Den kontroversielle angriber er angiveligt blevet taget i at køre 90 km/t på en vej i Brescia, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.
Derfor har Mario Balotelli nu fået frataget sit kørekort, mens retssystemet afgør, hvor hårdt angriberen skal straffes.
Og mens AC Milan overvejer, om det skal få konsekvenser i klubben.
Ifølge spanske Sport undskyldte Mario Balotelli øjeblikkeligt over for de politifolk, som stoppede ham, fordi han ikke havde været klar over, hvor hurtigt han havde kørt.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







