Milan bekræfter: Balotelli til lægetjek

Af: Ritzau
Mario Balotelli er på vej tilbage til italiensk fodbold efter et - indtil videre - mislykket ophold i Liverpool.
Efter en enkelt scoring i Premier League for Liverpool i sidste sæson vender Mario Balotelli efter alt at dømme tilbage til Serie A og AC Milan.
Således bekræfter den italienske storklubs tv-kanal, at man har den kontroversielle angriber til lægetjek, angiveligt forud for en etårig lejeaftale.
Og her har AC Milan efter sigende sikret sig, at Liverpool fortsætter med at betale en større del af Mario Balotellis ikke ubetydelige løn.
Der var ellers store forventninger til Mario Balotelli efter et skifte fra netop AC Milan til Liverpool for £16m for præcis et år siden i dag, men dem har italieneren ikke levet op til.
Det blev som nævnt til blot en enkelt scoring i Premier League - i en sejr over Tottenham - og dertil yderligere tre scoringer i forskellige pokalsammenhænge.
Mario Balotelli står noteret for 28 kampe i den røde trøje.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







