Gå til hovedindhold

Marseille ophæver kontrakten med Evra: Får kæmpekarantæne af UEFA

Af: Ritzau

Patrice Evra blev kort efter straffen klubløs, da han og Marseille "blev enige om at stoppe samarbejdet".

Den franske fodboldspiller Patrice Evra er af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) blevet udelukket fra alle europæiske turneringer frem til 30. juni 2018.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Udelukkelsen skyldes, at forsvarsspilleren, der har en fortid i Manchester United og Juventus, gjorde sig særdeles uheldigt bemærket før en Europa League-kamp mod Guimaraes i Portugal 2. november.

Patrice Evra lavede et spark i hovedhøjde mod en fan, efter at en gruppe fans havde sunget smædesange, der angiveligt var rettet mod Evra.

Kampens dommer tildelte derefter spilleren det røde kort, inden kampen overhovedet var gået i gang.

Scenen mindede om en episode i 1995, hvor franskmanden Eric Cantona, der spillede for Manchester United, sprang over en bande og sparkede en Crystal Palace-fan efter at være blevet tildelt et rødt kort.

Den 36-årige forsvarsspiller og fodboldklubben Marseille blev kort efter straffen fra Uefa "enige om at stoppe samarbejdet", skriver klubben på sin hjemmeside.

-Det er i dag en trist dag. Først og fremmest for Patrice Evra, der selvfølgelig forstår konsekvenserne af sin handling, siger sportsdirektøren i Marseille, Jacques-Henri Eyraud.

Den nu klubløse Evra kan desuden se frem til en bøde på cirka 75.000 kroner fra Uefa.

Andre gode nyheder