Arsenal trækker FC Midtjyllands banemænd i Europa League
Af: Ritzau
Sporting skal møde Arsenal i ottendedelsfinalen. Manchester United får på ny spansk modstand.
Sporting fra Portugal havde ikke de store problemer med at ekspedere FC Midtjylland ud af Europa League torsdag aften.
Til gengæld venter der formentlig langt hårdere modstand til portugiserne i ottendedelsfinalen. Fredagens lodtrækning i Uefas hovedkvarter i Nyon parrede nemlig Sporting med det engelske tophold Arsenal.
Træner Mikel Artetas mænd fører lige nu Premier League efter 17 sejre i de første 23 kampe og vandt i efteråret sin Europa League-gruppe foran PSV Eindhoven.
Også en anden engelsk storklub, Manchester United, får sydeuropæisk modstand i næste runde.
Efter sejren over Barcelona skal holdet måle sig med endnu en spansk opponent i form af Real Betis, der aktuelt er nummer fem i La Liga.
Ottendedelsfinalernes første kamp afvikles 9. marts, og der er returopgør en uge senere. Finalen skal spilles i Puskas Arena i Budapest 31. maj.
Her er alle ottendedelsfinalerne:
Union Berlin - Union Saint-Gilloise.
Sevilla - Fenerbahce.
Juventus - Freiburg.
Bayer Leverkusen - Ferencvaros.
Sporting - Arsenal.
Manchester United - Real Betis
Roma - Real Sociedad.
Shakhtar Donetsk - Feyenoord.
/ritzau/
Se højdepunkterne fra Arsenals dramatiske sejr over Aston Villa i videoen ovenfor.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










