Gå til hovedindhold

Klopp lover at give reserver chancen i omkamp

Klopp lover at give reserver chancen i omkamp

Af: Ritzau

Det bliver de unge spillere, der igen skal forsøge at hjælpe Liverpool videre, når der spilles omkamp i FA Cuppen mod Exeter City.

Liverpool hentede 2-2 på udebane mod League Two-klubben Exeter City fredag aften i et opgør, hvor der ikke var mange velkendte navne på banen for Liverpool.

Ud over Christian Benteke og José Enrique, havde de resterende ni spillere i Liverpools startopstilling til sammen optrådt 18 gange for klubben.

Men spillere som Brad Smith, Sheyi Ojo, Jerome Sinclair (billedet) og Cameron Brannagan og deres unge kolleger kan formentlig se frem til at få en ny chance for at imponere, når der skal spilles omkamp på Anfield.

Det er i hvert fald meldingen fra Liverpools manager Jürgen Klopp, der døjer med massevis af skader til en lang række af de normale førsteholdsspillere.

  • Jeg kan nærmest ikke tro, at vi er nødt til at spille en ny kamp nu, siger Jürgen Klopp til the Guardian.

  • Selvfølgelig er det vanskeligt. Vi har to andre kampe, og så er omkampen efter Manchester United. Hvis situationen ikke ændrer sig, så vil stille det samme hold eller en lille smule anderledes med andre unge spillere, siger Jürgen Klopp desuden.

  • Jeg kan ikke lave det om. Så nu er vi nødt til at prøve at give intensiteten til andre spillere. Vi er nødt til at prøve det i FA Cuppen og acceptere, hvad der sker, konstaterer tyskeren.

Sidste gang Liverpool røg ud af FA Cuppen til et hold, der lå tre rækker lavere, var i januar 1959, da man tabte til Worcester City.

Dengang lå Liverpool i den næstbedste række, men senere samme år - i december - ansatte klubben Bill Shankly som ny manager, og så blev der inden for en årrække lavet om på det.

Andre gode nyheder