Gå til hovedindhold

Jublede foran triste hollændere: Nu forklarer argentinsk stjerne sig

Af: Ritzau

Nicolás Otamendi siger, at argentinsk jubel foran hollændere skyldtes provokation i straffesparkskonkurrencen.

Stemningen var decideret ond, da Argentina sent fredag vandt VM-kvartfinalen mod Holland.

Undervejs uddelte dommer Antonio Mateu Lahoz 18 gule og 1 rødt kort i opgøret, som Argentina vandt efter straffesparkskonkurrence.

Dagen derpå får Argentina-spillere kritik for mangel på fairplay, fordi flere af dem efter det afgørende spark løb hen foran knuste Holland-spillere og hoverede.

Et billede af dette bliver delt heftigt på sociale medier.

Argentina-forsvareren Nicolás Otamendi fortæller dog, at der var en god grund til, at argentinerne hoverede.

De følte sig undervejs provokeret af hollændere, der snakkede til dem under straffesparkskonkurrencen.

Da Lautaro Martinez gik mod pletten for at eksekvere det afgørende straffespark, er en hel flok hollændere henne hos Martinez, hvor de forsøger at påvirke ham, viser en optagelse fra kampen.

-Jeg jublede op i ansigtet på dem, fordi der var spillere fra Holland, der ved hvert straffespark sagde noget til vores spillere, forklarer Nicolás Otamendi til den argentinske sportskanal TyC Sports.

-Billedet (hvor Argentina-spillerne hoverer, red.) er taget helt ude af en kontekst, for vi reagerede bare på deres kommentarer.

Argentina førte i den ordinære spilletid med 2-0, men Holland tvang kampen ud i forlængelsen med en udligning dybt inde i tillægstiden.

Efter en forlænget spilletid med henholdende spil vandt Argentina straffesparkskonkurrencen med 4-3.

Argentina skal i semifinalen på tirsdag møde Kroatien, der fredag slog Brasilien ligeledes efter straffesparkskonkurrence.

/ritzau/

Andre gode nyheder