Af: Web
UEFA har tildelt Holland værtskabet for slutspillet i den 3. udgave af Nations League i juni næste år.
Af Frits Ahlstrøm
Udover Holland har Italien, Kroatien og Spanien kvalificeret sig.
De fire kampe fordeles på to arenaer: De Kuip i Rotterdam og De Grolsch Veste i Enschede.
Semifinalerne spilles henholdsvis 14. og 15. juni. Kampen om 3. pladsen og finalen spilles begge 18. juni. Der trækkes lod i næste måned.
De Kuip, hjemmebane for SC Feyenoord med 47.500 siddepladser, har været skueplads for ti europæiske finaler for klubhold samt finalen i EURO 2000, hvor Frankrig i den forlængede spilletid mod Italien vandt 2-1 på et såkaldt golden goal, signeret David Trezeguet.
De Grolsch Veste med 30.205 siddepladser er hjemmebane for FC Twente. Arenaen hed Arke Stadion indtil 2008, da det lokale bryggeri Grolsch trådte til som sponsor. Veste betyder fæstning og refererer til den nærliggende by Groenlo, der gennem tiderne ofte har været under beskydning og belejring.
UEFA lancerede Nations League i 2018 som erstatning for venskabskampe.
Slutspillet i de første to udgaver gav følgende resultater:
2018-19 i Portugal Finale:
Portugal – Holland 1-0 i Porto
Kamp om 3. pladsen:
England – Schweiz 0-0 i Guimarães
(England vandt 6-5 på straffespark)
2020-21 i Italien Finale:
Frankrig – Spanien 2-1 i Milano
Kamp om 3. pladsen:
Italien – Belgien 2-1 i Torino











