Fodbold-jul med livet som indsats
Engelsk fodbold ved jule-og nytårstid har altid fascineret danskere, finner, nordmænd, svenskere og tyskere; og sådan er det stadig.
Af Frits Ahlstrøm
Det skyldes dels, at der af klimatiske grunde er pause i deres egne turneringer, dels at de kan få deres fodbold-appetit stillet via TV, mens de sidder i varmen hjemme i deres sofaer.
Som den tyske journalist Raphael Honigstein, der har skrevet biografierne om Jürgen Klop og den tidligere Arsenal-anfører Per Mertesacker, forklarede det:
-Vi har mange vinter-sportsgrene i Tyskland, men fodbold er ikke en af dem. Vi holder i den kolde tid stadig flere ugers pause i Bundesligaen, selv om vi nu med varme under banerne i realiteten sagtens kunne spille.
-Det er lidt underligt, og minder mig om en klassisk tysk joke, tilføjer Raphael Honigstein:
En mand kører i modsatte retning på en motorvej og lytter til radioen, hvor der pludselig er en trafikmelding: Pas på; én person kører i den forkerte side af vejen. Én, udbryder han. Der er flere hundrede.
Inden klimaforandringerne tog til og varmeanlæg blev installeret under græstæppet, blev der ofte spillet på snedækkede, endda frosthårde baner.
Da Partick Thistle FC mødte Hibernian FC 1. juledag 1909 var banen på Firhil Park bedre egnet til skøjteløb end til fodbold.
-Vi risikerer liv og lemmer på denne bane, sagde James Main, den 23-årige højre back i Hibernian FC, som i marts samme år havde fået sin debut på det skotske landshold i 5-0 sejren over Nordirland i turneringen om det britiske mesterskab.
Umiddelbart før pausen gled Frank Branscombe fra Partick Thistle, kolliderede med James Main og ramte ham i maven med sine støvleknopper forrest. Hibernian tabte 3-1, og James Main rejste hjem til Edinburgh med holdet. Men da han fik det dårligt, blev han indlagt på hospitalet, hvor lægerne konstaterede, at flere indvolde var blevet beskadiget. Trods en vellykket operation døde han nogle dage senere.
Vejret kan stadig være et problem og medføre aflysninger; for eksempel hvis det er tåget eller hvis det sner så voldsomt, at kridtstregerne på banen dækkes til.
Da Leicester City FC mødte Watford FC i Premier League hjemme på King Power Stadium 28. november 2021, var det en klar eftermiddag med en lækker græsbane.
Den blev indledt med en stående ovation til Claudio Rainieri, den italienske manager, der havde ført Leicester City til det engelske mesterskab i sæsonen 2015-16, men nu var tiltrådt i Watford.
James Maddison bragte Leicester foran, men den norske landsholdsangriber Joshua King udlignede på straffespark. Hvorefter Jamie Vardy scorede til 2-1; præcis på 6-års dagen for som den første spiller at have scoret i 11 kampe i træk i Premier League. Jamie Vardy gjorde det også til 3-2.
I pausen begyndte sneen at falde; dog kun så let, at den hurtigt tøede på den opvarmede bane. Men den tog til, og da Emmanuel Dennis havde reduceret i det 61. minut, var banen så dækket af sne, at hverken dommeren Andrew Madley eller spillerne kunne se linjerne.
Andrew Madley afbrød kampen, så et mandskab kunne feje og blæse dem fri. Samtidigt bad Watfords østrigske målmand Daniel Bachmann dommeren om at aflyse den. Uden held.
Banen var naturligvis glat og vanskelig at spille på. I det 68. minut tacklede Leicesters belgiske forsvarsspiller Timothy Castagne med fuld fart og voldsom kraft Watfords marokkanske forsvarsspiller Adam Masina frontalt.
Dommeren skønnede ligesom den engelske TV-kommentator, at det var en fifty-fifty nærkamp. Men Adam Masina blev liggende, mens Leicester bevarede bolden og angrebs-muligheden, der endte med en frispilning fra Harvey Barnes til Ademola Lookmann og en scoring til 4-2; kampens resultat.
Samme dag blev kampen mellem Burnley FC og Tottenham Hotspur FC på Turf Moor aflyst på grund af snestorm.
Har du endnu ikke adgang til Viaplays sportspakke, så du kan se 3F Superliga, Premier League og Champions League? Så kan du klikke HER.
**

**











