Gå til hovedindhold

Igor Thiagos vanvittige PL-sæson – se alle 19 mål

Af: Johan Nørgaard

Brentford-angriberen jagter Den Gyldne Støvle i tæt duel med Erling Haaland – og har samtidig skrevet sig ind i historiebøgerne.

Igor Thiago har gang i en bemærkelsesværdig sæson for Brentford i Premier League. Med 19 mål ligger den 24-årige brasilianer helt fremme i toppen af topscorerlisten – kun overgået af Erling Haaland – og er for alvor med i kampen om Den Gyldne Støvle.

Samtidig har han sat et markant aftryk i ligaens historiebøger. Ingen brasilianer har tidligere scoret flere mål i en enkelt Premier League-sæson end Thiago, der dermed har overgået en række store navne. Roberto Firmino, Coutinho og Gabriel Jesus, for at nævne et par stykker. Brentford mangler desuden at spille syv kampe i den resterende del af Premier League-sæsonen, så Igor Thiago har alle muligheder for at udbygge sin rekord yderligere. Lige nu er den tidligere Liverpool FC-spiller Roberto Firmino den brasilianer med flest scoringer i Premier League med 50 mål. Samtlige af Igor Thiagos 19 scoringer er kommet i denne sæson, men med hans nuværende tempo går der ikke længe, før Firminos rekord er inden for rækkevidde.

Den stærke sæson har også kastet en landsholdsudtagelse af sig. Thiago blev i marts udtaget til Brasiliens A-landshold og fik sin debut som indskifter mod Frankrig D. 26 marts, i en venskabskamp Brasilien tabte 2-1. Her fik han de første minutter på den største scene – et naturligt næste skridt efter gennembruddet i England. Nu jagter Brentfords brasilianer sin første scoring for landsholdet – og selvfølgelig også en plads ved sommerens VM.

Men bag succesen ligger en lang og hård vej til toppen. Igor Thiago voksede op i Brasília og mistede sin far som 13-årig. For at hjælpe sin mor arbejdede han blandt andet som murer og tog småjobs ved siden af, mens en professionel fodboldkarriere slet ikke var en selvfølge. Først senere fandt han vejen ind i klubfodbolden, hvor han stille og roligt arbejdede sig op gennem rækkerne.

Herfra gik turen videre til Ludogorets Razgrad, hvor han for alvor slog sit navn fast med 21 mål i 55 kampe og var med til at vinde flere titler. Det sikrede ham et skifte til Club Brugge i 2023 for omkring 11 millioner euro – en rekordhandel for en bulgarsk klub. 

I Belgien eksploderede han for alvor, hvor han blandt andet scorede 18 mål på bare 12 kampe i en voldsom målstime fra december 2023 til januar 2024. Det fik Brentford FC til at slå til, og i sommeren 2024 hentede de ham for et klubrekordbeløb på omkring 30 millioner pund. Efter en skadespræget første sæson i London-klubben er han i denne sæson blevet en nøglespiller i Premier League og har udfyldt tomrummet efter afgangen af Bryan Mbeumo og Yoane Wissa.

I videoen ovenfor kan du se alle 19 mål fra en sæson, der har sendt Igor Thiago direkte ind i rampelyset i Premier League – og ind i duellen med ligaens største målmaskine. Og det er langt fra slut endnu. Der resterer nemlig syv runder, hvor det bliver spændende at se, om Thiago kan hente Erling Haaland, der stadig topper listen med 22 ligamål.

Følg med, når Premier League starter igen efter landsholdspausen den 10. april på Viaplays kanaler – og hold samtidig øje med Igor Thiago resten af sæsonen i vores nye app Viascore, hvor du får live-highlights, mens det sker!

https://viaplay.dk/dk-da/viascore-highlights-app 

Andre gode nyheder