Efter skifte til LA: Zlatan accepterer enorm lønnedgang
Zlatan Ibrahimovic går massivt ned i løn ved at fortsætte karrieren i LA Galaxy.
Det kan næppe være pengene, der har lokket Zlatan Ibrahimovic til LA Galaxy.
Da den svenske superstjerne tørnede ud for Manchester United tjente han 21,8 millioner euro (162 millioner dkk, red.) om året, men efter skiftet til MLS-holdet LA Galaxy er det beløb blevet noget mindre.
Den amerikanske fodboldliga opererer nemlig med et lønloft på 3,8 millioner dollars (23 millioner dkk, red.), og selvom Zlatan bliver Galaxys højest lønnede, må han ifølge Sports Illustrated nøjes med at tjene 1,2 millioner euro om året (ca. 9 millioner dkk, red.)
Det vil altså sige, at han går hele 95 procent ned i løn i forhold til tiden hos Manchester United.
Zlatan Ibrahimovic fik sin kontrakt med Manchester United revet over i sidste uge, og kort efter offentliggjorde han skiftet til det amerikanske hold.











