Dette udbrud koster engelsk dommer fire spilledages karantæne
Af: Christian Winther Johansen
En engelsk fodbolddommer har fået fire spilledages karantæne som følge af et skænderi med en spiller i League 1-kampen mellem Ipswich og Northampton.
Darren Drysdale hedder dommeren, der endte i et skænderi med Ipswichs Alan Judge under en kamp den 16. februar.
Her faldt Alan Judge i feltet og ville have straffespark, men Darren Drysdale dømte det ikke. Derefter fulgte skænderiet, som du kan se øverst i artiklen, der resulterede i et gult kort til Alan Judge.
Darren Drysdale blev torsdag idømt fire spilledages karantæne for at fare op i ansigtet på Alan Judge og 'knurre' ad ham, hvilket dommeren selv anerkender, han har gjort.
Dommen bliver givet retrospektivt, da Drysdale i de seneste fire runder af League 1 ikke har været i betragtning til at dømme, mens sagen stod på. Afgørelsen betyder derfor, at han formentlig allerede kan dømme igen i den kommende runde.
Drysdale indberettede efter kampen, at Judge havde sagt: 'It's a fucking penalty you cheating bald cunt'. Oversættelsen her en næppe nødvendig.
Judge har ikke ønsket at give en forklaring over for det engelske fodboldforbund, men har har udtalt til Ipswichs hjemmeside, at han ikke har kaldt Drysdale for 'cunt' eller snydepels, og at Ipswich har lydoptagelse af kampen, hvor det kan høres.
Drysdale vurderes til at have været i en autoritær position mens, han tørnede sammen med Judge, hvilket angives som den primære årsag til karantænen.
Denne kunne have været længere, men straffen er fastsat her, da Drysdale i sin forklaring har fortalt, han fortryder sin opførsel, hvilket af dommerpanelet er blevet vurderet som værende oprigtigt, mens Judges opførsel vurderes til at have været over stregen og burde have kostet et rødt kort.
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@nentgroup.com









