Gå til hovedindhold

Dansk træner har ikke tid til at se sit eget hold spille

Dansk træner har ikke tid til at se sit eget hold spille
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Viggo Jensen er som træner noteret for flere end 1.000 kampe; og han er stadig aktiv, men nu med den forskel, at han i princippet aldrig ser sit hold spille.

Af Frits Ahlstrøm

Han er tilknyttet det færøske landshold som assistent for cheftræneren Lars Olsen i rollen som scout; det vil sige spion og talentspejder.

-Da jeg i 2012 indledte jobbet på Færøerne, havde jeg brug for en assistent, som deler min fodboldfilosofi, og som jeg har tillid til, fortæller Lars Olsen til TV3 Sport.

-Det var derfor oplagt for mig at vælge Viggo Jensen, som jeg havde arbejdet sammen med i OB.

-Mange mener, at Viggo har en defensiv tilgang til spillet, tilføjer Lars Olsen.

-Men de tager helt fejl, eftersom den i virkeligheden er lige så offensiv som min.

Viggo Jensen har sjældent tid til at overvære det færøske landsholds kampe.

-Hver gang, Færøerne spiller, er jeg til en anden kamp for at analysere deres kommende modstander, forklarer Viggo Jensen. Han fyldte 70 år den 15. september i fjor, men energien og entusiasmen er usvækket.

Lars Olsen tilskriver Viggo Jensen en stor del af den succes, han har opnået i sine seks år som cheftræner for Færøerne; eksempelvis 1-0-sejren over Grækenland i EM-kvalifikationskampen i Piræus i november 2014 – mindre end et halvt år efter Grækenland havde været i 1/8-finalerne i VM-slutrunden i Brasilien.

Jóan Símon Edmundsson fra OB lavede målet på et oplæg fra Brandur Hendriksson Olsen, som på det tidspunkt spillede for FC København, men nu er i Randers FC.

-Den rapport med oplysninger, jeg hver gang modtager fra Viggo, er nærmest en bog, bemærker Lars Olsen.

-Når jeg har læst dem, ved jeg i detaljer alt om hver eneste spiller i modstandernes trup.

Viggo Jensen er ulønnet, men får naturligvis dækket sine udgifter til transport og hotel.

-Jeg hygger mig meget med disse interessante opgaver, siger Viggo Jensen til TV3 Sport.

-Dels får jeg set en masse fodbold, dels møder jeg mange gamle venner.

Viggo Jensen kender naturligvis også spillerne på det færøske landshold; især dem, som optræder for danske klubber.

-Men når jeg ser dem på landsholdet, er det almindeligvis på en båndet TV-udsendelse, indskyder han.

Lars Olsen har gjort det til en tradition at invitere Viggo Jensen til den sidste puljekamp i hver kvalifikationsturnering.

-Den dag er der jo ikke en kommende modstander, han skal studere, som Lars Olsen siger.

Viggo Jensen spillede elitefodbold i 20 år for Esbjerg fB, B 1909 og OB samt (i fem sæsoner i Tyskland) for FC Bayern München og SpVgg Greuther Fürth før han indledte en 33 år lang karriere som træner i ti klubber, deriblandt Malmö FF, Silkeborg IF, OB, Esbjerg FB og Vejle Boldklub. Han var desuden cheftræner for det danske olympiske hold, som deltog i legene i 1982, og for Estlands A-landshold i 2007.

Andre gode nyheder