Gå til hovedindhold

Chelsea øjner Griezmann som afløser for Hazard

Chelsea øjner Griezmann som afløser for Hazard

Af: Ritzau

Antoine Griezmann kan blive ny mand hos Chelsea, hvis man ender med at sælge Eden Hazard.

Chelsea har udset sig franske Antoine Griezmann fra Atlético Madrid, hvis man bliver tvunget til at sælge Eden Hazard.

Det rapporterer Mail on Sunday.

24-årige Antoine Griezmann har igen i denne sæson vist fænomenal form for den spanske storklub, og angriberen har tidligere været sat i forbindelse med flere andre klubber, heriblandt Manchester United.

Også Paris Saint-Germain vil angiveligt meget gerne have fingre i Antoine Griezmann, som ifølge avisen har en frikøbsklausul på omrking £60m - cirka 590 millioner danske kroner.

Eden Hazard blev i sidste sæson kåret som årets spiller i engelsk fodbold, men i denne har belgieren været langt under sit vanlige niveau - og han har endnu ikke scoret ét eneste mål for Chelsea siden sommerferien.

25-årige Eden Hazard, som kom til Chelsea fra Lille i 2012, underskrev sidste år en femårig aftale med Chelsea, men han har været sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid og Paris Saint-Germain.

De forsvarende engelske mestre fra Chelsea ligger lige nu placeret på 13. pladsen i Premier League efter en pointhøst på sølle 28 point for 23 kampe.

Andre gode nyheder