Gå til hovedindhold

Brønshøj scorer kassen på Berggreens udlandseventyr

Brønshøj scorer kassen på Berggreens udlandseventyr

Af: Ritzau

Hos Brønshøj er der grund til at glæde sig over, at Hobro før deadline har solgt Emil Berggreen til tysk fodbold.

Det kostede Eintracht Braunschweig kun én million kroner at overtage Emil Berggreen fra Hobro IK.

Det var størrelsen på den frikøbsklausul, spilleren havde fået indføjet i sin kontrakt, da han skiftede fra Brønshøj Boldklub sidste sommer.

Men det kommer også 1. divisionsklubben til gode, at Emil Berggreen nu er solgt videre til Tyskland.

  • Vi havde i vor aftale med Hobro IK sikret os en videresalgsklausul på 10 procent, fortæller Brønshøjs sportschef Thomas Ibsen til tv3port.dk.

Det betyder altså, at klubben på Tingbjerg skal have 100.000 kroner af det beløb, Hobro IK modtager fra Eintracht Braunschweig.

Den tyske 2. Bundesligaklub slipper dog ikke med én million, eftersom den i henhold til FIFA's transferregler skal betale kompensation til Boldklubben Frem Hellebæk, Boldklubben Søllerød Vedbæk, FC Nordsjælland og Brønshøj Boldklub; de klubber, Emil Berggreen har spillet for siden sit 12. år.

  • Det glæder mig, at mine klubber i ungdomstiden får nogle penge, siger Emil Berggreen til tv3sport.dk.

For den tyske klub er der tale om småpenge, eftersom udgiften kun er fem procentaf overgangssummen; en kompensation, der fordeles på de fire klubber.

Viking Stavanger i den norske Tippeligaen var også interesseret i Emil Berggreen.

  • Men jeg var glad for at være i Hobro og ville se tiden an.

Det gjorde han i nogle uger -- indtil Eintracht Braunschweig i tirsdags tilbød ham en kontrakt på tp et halvt år.

  • Det kunne betale sig at være tålmodig. Jeg har fået et særdeles godt indtryk af Eintracht Braunschweig, understreger angriberen.

Emil Berggreen blev præsenteret i den tyske klub i eftermiddags.

  • Vi er glade på Emils vegne, siger Jens Hammer Sørensen, sportschef i Hobro IK, til tv3sport.dk.

  • Men vi havde gerne set, han var blevet indtil sommerferien. Pludselig havde vi kun lidt over 48 timer til at finde en kvalificeret afløser.

Hobro IK indgik lørdag en aftale med Mikkel Thygesen fra Brøndby for resten af sæsonen. Men eftersom han er midtbanespiller, er han naturligvis ikke tænkt som en afløser for Emil Berggreen.

Andre gode nyheder