Brøndby-spiller til samtale med Rosenborg BK

Af: Ritzau
Det kan tænkes, at Mike Jensen og Tobias Mikkelsen efter nytår får en nuværende spiller i Brøndby IF og en tidligere spiller i FC Nordsjælland som holdkammerater i Rosenborg BK.
Ifølge sin agent og den norske avis Varden i Skien var den 22-årige kantspiller Elbasan Rashani til samtale i Trondheim umiddelbart før jul. Og ifølge Haugalandnytt nævnes den 25-årige angriber Christian Gytkjær som afløser for Alexander Søderlund, landsholds-forwarden og Årets Topscorer i Tippeligaen, der er på tale til franske AS Saint-Etienne.
Dertil siger Stig Inge Bjørnebye, sportschefen i Rosenborg, som i øjeblikket holder juleferie i Dubai, til TV3 Sport:
- Der er mange spekulationer lige nu, og dem vil vi ikke deltage i. Vi har det princip først at udtale os, når aftalerne er på plads. Og det kan tidligst ske efter den 8. januar, når transfervinduet i Norge er blevet åbnet.
Brøndby IF skrev den 24. juli 2014 en fireårig kontrakt med Elbasan Rashani og betalte angiveligt hans norske klub Odds BK i Skien en overgangssum på 5 millioner danske kroner.
Siden er det blevet til 36 kampe og 7 mål for ham i Brøndby-trøjen. I denne sæson er han noteret for 10 kampe i Superligaen, deraf syv fra start. Det er blevet til et enkelt pletskud.
Elbasan Rashani er født i Sverige og opvokset i Norge, som han har repræsenteret 33 gange på fem forskellige unge landshold. Eftersom hans forældre stammer fra Kosovo har han mulighed for at spille A-landskampe for Albanien.
I efteråret fik han sin debut på Kosovos udvalgte hold i en kamp mod Albanien. Den sluttede 2-2, og han lavede et af målene.
-
Det var en stor oplevelse, fortalte Elbasan Rashani til den norske presse.
-
Og den blev ikke mindre af, at min tidligere holdkammerat i Odds BK, Herolind Shala, var med på det albanske hold.
Christian Gytkjær kom til Haugesund BK i 2013 og har i sine tre sæsoner i klubben lavet 36 mål i 81 kampe i Tippeligaen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








