Agger pressede Frank: Snup vores fridag

Af: Ritzau
Selv om cheftræneren selvsagt havde det sidste ord, så var Daniel Agger ikke bleg for at give sin mening tilkende under Thomas Frank i Brøndby.
Daniel Agger meddelte tidligere i denne uge, at han har valgt at lægge støvlerne på hylden, og i et åbenhjertigt interview med jp.dk fortæller den nu tidligere landsholdsanfører om sin karriere.
I den forbindelse fortæller Agger blandt andet om, at Thomas Frank af og til spurgte ham om råd, og han fremhæver i den forbindelse en specifik episode.
Her er vi tilbage i begyndelsen af 2015, hvor Brøndby netop har fået en afklapsning på hele 7-0 i en træningskamp mod Hoffenheim.
Thomas Frank havde oprindeligt givet spillerne fri i de to efterfølgende dage, men Agger opfordrede ham imidlertid til at inddrage fridagene som konsekvens af blamagen mod tyskerne.
- Du ved, at vi har talt om det med konsekvens og alle de ting. Så hvad har du tænkt dig at gøre nu? Vi tabte 7-0, og rigtig mange gjorde det ikke godt nok. Måske var vi ikke i form, men det var også oppe i hovedet, at den var gal, skulle Daniel Agger have sagt til Thomas Frank.
Frank mente dog ikke, at han kunne gøre det, da der var tale om spillernes sidste fri-weekend, inden forårssæsonen i Superligaen.
- Selvfølgelig kan du det. Det er da den eneste måde, folk vil forstå det på. Hvis jeg var træner, havde jeg sagt til spillerne, at de bare møder ind i morgen tidlig. At de kun skal tage løbesko med, og så går vi over i Brøndbyskoven, mente Agger.
Frank var dog fortsat ikke helt tændt på ideen, men den daværende Brøndby-træner skulle dog have meddelt Agger, at han ville overveje muligheden.
Derefter gik de ombord på flyet mod Danmark, og efter at landingshjulene havde ramt asfalten i København, meddelte Thomas Frank spillerne, at lørdagens fridag var inddraget, og at spillerne skulle møde ind og blot medbringe deres løbesko.
Daniel Agger har ikke fremhævet episoden for at udstille Thomas Frank, men blot for at understrege, at der rent mentalitetsmæssigt var stor forskel på de to.
Den tidligere landsholdsanfører påpeger i samme moment, at han og Frank på mange områder også fungerede rigtig godt sammen, og det er samtidig hans indtryk, at Brøndby-træneren undervejs udviklede sig til en mere kontant og konsekvent træner.
Thomas Frank sagde selv sin stilling som cheftræner i Brøndby op, da det i foråret kom frem, at formand Jan Bech Andersen under pseudonym havde kritiseret Brøndby-træneren på et fan-forum.
Se masser af Copa América med Messi, Agüero, Suárez og alle de andre stjerner direkte på Viaplay -Lige her.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








