Gå til hovedindhold

TV: Her annoncerer Daniel Agger sit farvel

Af: Ritzau

Daniel Agger har truffet endelig beslutning. Landsholdsanføreren stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning. Det fortæller han her.

Fodboldkarrieren er slut for Daniel Agger.

Det meddelte landsholdsanføreren torsdag formiddag på Twitter, umiddelbart inden han indledte et pressemøde i Rosenhøj Boldklub, klubben hvor han spillede som dreng.

  • Jeg trækker stikket. Det har været svært, jeg har været i tvivl til det sidste. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, siger Daniel Agger på pressemødet.

  • Jeg havde heldigvis mange muligheder, det er jo positivt nok, og det bekræftede mig i, at mit niveau stadig var acceptabelt. Det, der har været fremme - især i Tyrkiet - har været noget af det, jeg har tænkt mest over.

  • Det er ikke noget, jeg har gjort over natten. Men gang på gang, når jeg har tænkt det igennem, har jeg tænkt fandeme nej. Jeg skal ikke falde i niveau, jeg skal ikke falde længere ned, det er rigtigt at stoppe, mens niveauet stadig er ok.

31-årige Daniel Agger har gennem store dele af karrieren døjet med skader, og efter sæsonens sidste kamp for Brøndby den 29. maj meddelte han, at han var i tvivl om, hvorvidt han ville fortsætte karrieren.

Daniel Agger lægger ikke skjul på, at landsholdet betyder meget, og at muligheden for at fortsætte der gjorde det sværere at stoppe:

  • Jeg har talt med både Åge Hareide og Morten Olsen. De synes begge, jeg skulle fortsætte - Åge har jeg snakket med så sent som i dag, han mener, jeg stadig har meget at bidrage med.

  • Det er også derfor, jeg har haft min tvivl - hovedsageligt på grund af landsholdet. Men når jeg har taget min beslutning, så er den taget, siger Daniel Agger.

Det var i Brøndby, han fik sit gennembrud på seniorplan, dengang Michael Laudrup var cheftræner.

Daniel Agger var med til at vinde DM-guld og pokaltitlen i 2005, og i begyndelsen af 2006 blev han solgt til den engelske storklub Liverpool.

Her var han i otte et halvt år, men til sidst ragede han uklar med manager Brendan Rodgers, der ofte ikke havde Daniel Agger med i startopstillingen.

I sommeren 2014 vendte forsvareren til stor overraskelse for mange hjem til dansk fodbold og Brøndby, hvor han underskrev en toårig kontrakt.

Opholdet i Brøndby blev dog ingen stor succes, blandt andet fordi Agger ofte var skadet.

En tredjeplads i den første sæson blev fulgt op af en fjerdeplads i den netop overståede sæson, og det var langt fra nok til at tilfredsstille Daniel Agger.

Før sæsonens sidste kamp meddelte han, at han forlod Brøndby, enten for at fortsætte karrieren i en anden klub eller for helt at indstille karrieren.

Daniel Agger fik debut på A-landsholdet i 2005, og han nåede at repræsentere holdet i 75 kampe, hvor han scorede 12 mål.

De mange skader gjorde ham dog ukampdygtig i mange af landsholdets kampe gennem årene.

Daniel Agger repræsenterede Danmark ved to slutrunder, VM i 2010 og EM i 2012.

Andre gode nyheder