Gå til hovedindhold

Boca Juniors og River Plate sender spillere til Hjørring

Boca Juniors og River Plate sender spillere til Hjørring

Af: Ritzau

Omkring 20.000 børn og unge fra 49 nationer næsten fordobler indbyggertallet i Hjørring fra den 21. til den 26. juli, når de gæster byen for at deltage i den 33. udgave af Dana Cup, den største internationale fodboldturnering for ungdom i verden.

Ifølge Jette Andersen, direktør for Dana Cup og formand for Fortuna Hjørring, landets største klub i kvindefodbold siden 1990, er der tilmeldt 1.045 hold; det vil sige 124 flere end sidste år.

  • Det indebærer, at der skal spilles mindst 2.645 kampe, siger Jette Andersen til onside.dk.

  • Behovet for baner er altså større end nogensinde. Vi skal bruge 71 for at kunne afvikle de 2.645 kampe.

Det er kun muligt, fordi Fortuna Hjørring har et særdeles godt samarbejde med 50 nærliggende klubber, som også hjælper med indkvartering af de mange hold, deriblandt 600 fra Norge.

Disse klubber indkasserer tilsammen op imod fem millioner kroner, hvilket er mere end de får i kommunale tilskud på årsbasis.

Selv om Hjørring med omkring 25.000 indbyggere har mange aktiviteter, er Dana Cup årets højdepunkt. Det skønnes, at byen har en ekstra omsætning på 150 millioner kroner i den uge, hvor tusindvis af børn og unge får en sportslig og social oplevelse.

  • Interessen for Dana Cup er konstant stigende overalt, siger Torben Vandsted, informationschef i Dana Cup, til onside.dk.

  • Vi har deltagende hold fra Europa, Nord-og Sydamerika, Asien og Afrika.

  • I år kan vi også glæde os over, at to berømte argentinske traditionsklubber, River Plate og Boca Juniors, på anbefaling af Argentinas præsident sender hold til Hjørring.

Andre gode nyheder