Gå til hovedindhold

DBU indfører nyt ord i reglerne: Markeringsspray

DBU indfører nyt ord  i reglerne: Markeringsspray

Af: Ritzau

Når DBU om kort tid offentliggør den 65. udgave af Fodboldloven, indeholder den et nyt ord, som Dansk Sprognævn endnu ikke har optaget i Retskrivningsordbogen, men formentligt gør i sin næste version, som udkommer i september.

Ordet er markeringsspray og hentyder til det hvide skum, dommerne med stor succes benyttede i VM-slutrunden i Brasilien for at markere den afstand på 9,15 meter, modspillerne mindst skal være fra bolden ved for eksempel et frispark.

The International Football Association Board (IFAB), som udfærdiger reglerne på engelsk, benytter Referee Spray (eller Vanishing Spray, en skum fremstillet af vegetabilske olie, som forsvinder fra græsset indenfor et minut).

Med henblik på oversættelsen til dansk udskrev DBU en konkurrence og udbad sig forslag til en dansk betegnelse. 750 reagerede via DBU's Facebook. Juryen med Jan Carlsen fra DBU's Fodboldlovgruppe i spidsen valgte ordet markeringsspray. Det var der flere, som havde foreslået, deriblandt Silja Vinge Ahlstrøm, som ved lodtrækning blev præmieret med to billetter til EM-kampen mellem Danmark og Armenien i Parken søndag den 7. september.

UEFA meddelte i dag, at der indføres markeringsspray i de europæiske klubturneringer med øjeblikket virkning. Det vil sige for første gang, når Real Madrid og Sevilla FC mødes på tirsdag i Cardiff om UEFA Super Cup; en kamp, der med englænderen Mark Clattenburg som dommer vises direkte på TV3+ med optakt fra klokken 20:30.

UEFA's beslutning betyder formentlig, at markeringsspray også indføres i Superligaen. "Vi har allerede drøftet det og er positive overfor tanken" siger Kaj Østergaard fra DBU's dommergruppe til TV3 Sport. "Nu skal vi lige finde ud af hvem der skal betale for denne spray."

En dåse koster omkring 30 kroner, og der anvendes almindeligvis én per kamp. Det betyder en samlet udgift på 5.940 kroner for en sæson i Superligaen -- plus et engangsbeløb på 50 kroner for den holder, der fastgør spraydåsen til dommerens livrem.

Ligaerne i England, Italien, Frankrig, Spanien, Tjekkiet og Ungarn har allerede bestemt sig for at ville anvende markeringsspray i denne sæson. Tyskland afgør det i næste uge, og Sverige og Norge, der følger kalenderåret, vil introducere den fra næste sæson.

IFAB, bestående af én repræsentant for hvert af de fire britiske fodbold forbund samt fire repræsentanter for FIFA, mødes i marts hvert år for at tage stilling til nye forslag til fodboldreglerne. I et år med en VM-slutrunde er IFAB endnu mere påpasselig med justeringer og ændringer for ikke at skabe forvirring op til og under turneringen.

Det blev dog besluttet at give tilladelse til brug af hovedbeklædning (tørklæder), forudsat den ikke udgør nogen fare spilleren selv og andre spillere, og at der ikke på undertrøjer eller underbukser må være budskaber af nogen art.

Den regel var altså trådt i kraft, da Morten "Duncan" Rasmussen fra FC Midtjylland i mandags fejrede sit mål nummer 100 i Superligaen i 3-1 sejren over Randers FC. Han trak sin spilletrøje op og viste en T-shirt med påskriften "Duncan 100" uden at dommeren Lars Christoffersen fandt grund til nogen påtale.

DBU indberettede "Duncan" til sit disciplinærudvalg, som endnu ikke har taget stilling til en eventuel straf. Ingen kan mindes noget fortilfælde i Superligaen, hvad der gør disciplinærudvalgets afgørelse endnu mere interessant.

Mon ikke det ender med en irettesættelse til "Duncan" og en besked til alle spillere om, at den slags i fremtiden indebærer bøde eller karantæne. På den måde ender hverken DBU eller FC Midtjylland, "Duncan" eller fodbolden som taber.

Andre gode nyheder