Gå til hovedindhold

Historisk mål med ”koldt” højre ben

Historisk mål med ”koldt” højre ben

Af: Ritzau

Camilla Jensen fra Bording IF udødeliggjorde sit navn i DBU’s historie, da hun forleden som den første kvinde nogensinde scorede i en turneringskamp for mænd – endda med sit ”kolde” højre ben.

Det bemærkelsesværdige pletskud faldt i en Serie 5-kamp mod HA 85 fra Silkeborg.

Bording IF havde kun 11 spillere til rådighed, men fik modstandernes og dommerens tilladelse til at skrive to kvinder på holdkortet: 28-årige Camilla Jensen og 23-årige Rikke Pallesen.

  • Vi havde et hold for kvinder i Bording IF, men det blev trukket ud af turneringen, da flere af spillerne stoppede næsten på én gang, fortæller Camilla Jensen til tv3sport.dk.

  • For os, der er tilbage, er den eneste mulighed for at komme i kamp at spille på klubbens næstbedste herre-seniorhold, og det gør vi hellere end gerne, tilføjer Camilla Jensen.

Camilla Jensen beskriver sit mål således:

  • Vi spillede bolden op nedefra. Den endte på fløjen, hvor en af vore driblede forbi en modstander og centrede. Jeg havde forudset det og stormede ind i boksen. Jeg er udpræget venstrebenet, men bolden kom til mit "kolde" højre ben. Jeg betænkte mig dog ikke på at slå til med det samme.

Bording IF var på det tidspunkt bagud 4-0 og tabte 5-2.

De to kvinder begyndte på bænken, men Camilla Jensen kom ind allerede efter 20 minutters spil og Rikke Pallesen i slutningen af 1. halvleg.

Der blev ikke taget hensyn til dem. Første gang, Rikke Pallesen fik bolden, blev hun skuldertacklet fra begge sider og måtte i bogstavelig forstand bide i græsset.

De to kvinder erkender, at herre-fodbold er fysisk hårdere, men det afskrækker dem ikke. De har dog frabedt sig at være med i klubbens næste kamp: lokalopgøret mod Engesvang Boldklub.

  • Det er altid en barsk affære med mange røde kort, forklarer Camilla Jensen, som til dagligt er lærer på Hammerum Friskole.

Det var et brud på reglerne, at de to kvinder spillede med i en turneringskamp for herrer.

Men som Ole Frandsen, turneringslederen i Jylland DBU, siger til tv3sport.dk:

  • Bording IF behøver ikke at frygte nogen disciplinærsag. Vi synes snarere, der er grund til at rose klubben og HA 85 for at have løst et problem og fået kampen spillet.

Andre gode nyheder