Gå til hovedindhold

BIF-back om U21: Knudsen snart for gammel

BIF-back om U21: Knudsen snart for gammel

Af: Ritzau

Brøndbys Patrick da Silva vil holde sig i EM-varmen.

Fra vraget da Silva til fast mand i Brøndbys venstreside. Back-talentet med fornavnet Patrick stod i efteråret i skyggen af Riza Durmisi. Men en stærk vinteropstart af dansk-brasilianeren fra Kalundborg har sikret ham pladsen på venstreback på Thomas Franks Alka Superliga-mandskab i foråret.

Én vundet kamp giver dog anledning til en ny. I landsholdsregi er den blå-gule Brøndby-spiller dog helt grøn. Forleden debuterede 20-årige da Silva på Jess Thorups U21-landshold, der tog fra Portugal med et 0-0-resultat i bagagen, og tirsdag aften fik han sin kamp nummer to i 1-0-sejren over USA på Lyngby Stadion.

Det kommende U21-EM i Tjekkiet er det soleklare sommer-mål for hovedparten af de måske kommende A-landsholdsspillere, og således også for da Silva, som dog er fuldt bevidst om, at pladsen, han netop har besat i to gange 90 minutter, muligvis tilhører en anden.

  • Det er klart, at nu har Jonas Knudsen domineret den her plads i et langt stykke tid, og han har jo været skadet. Så det kommer nok an på, om han er med eller ikke med. Jeg gør i hvert fald mit for at vise, at jeg gerne vil med og gerne vil spille. Jeg er klar, hvis det er, så hvis muligheden byder sig, skal jeg nok komme ind og gøre en god præstation, siger Patrick da Silva til tv3sport.dk.

En for tiden skulderskadet Jonas Knudsen har igennem længere tid været Jess Thorups foretrukne på venstreback, og meget skal gå galt, hvis ikke også han er det, når den endelige trup til U21-slutrunden i Tjekkiet skal udtages til juni.

Det er på kort tid, jeg skal slå ham af, men lige nu tager jeg det, som det kommer. Nu bliver han jo for gammel til sommer, og så er muligheden der for mig, siger en fortrøstningsfuld Patrick da Silva.

  • Min tid skal nok komme efter sommerferien. Nu suger jeg bare til mig og nyder at være med omkring holdet.

U21-EM begynder for Danmarks vedkommende den 17. juni, hvor holdet møder værtsnationen Tjekkiet. Inden da har de rød-hvide talenter en sidste testkamp mod Sverige den 11. juni.

HUSK AT TV3 SPORT SENDER ALLE KAMPE FRA SOMMERENS U21-SLUTRUNDE.

Andre gode nyheder