Gå til hovedindhold

Bekræftet: FCN sælger Christiansen til Serie A

Af: Ritzau

Anders Christiansen fortsætter fodboldkarrieren i Serie A hos Chievo, bekræfter FC Nordsjælland.

Efter 67 superligakampe og fem scoringer hos FC Nordsjælland tager 24-årige Anders Christiansen afsked med Farum Park.

Han fortsætter i Serie A hos Chievo, bekræfter FC Nordsjælland.

  • Jeg har altid haft en ambition om at prøve mig af i en af de store ligaer og spille nogle af de store kampe, og nu er muligheden kommet og det er jeg selvfølgelig super stolt over, siger Anders Christiansen i en meddelelse på FC Nordsjællands website.

  • Jeg glæder mig til at kunne teste mig af på det niveau og på den måde blive en klogere og bedre fodboldspiller.

  • Jeg ved, at der vil være en indkøringsfase, når man kommer til et nyt land, hvor man skal lære sproget, ligaen, holdkammeraterne og taktikken, så jeg er helt indstillet på, at det vil tage tid at blive fuldt integreret, siger Anders Christiansen desuden.

FC Nordsjælland oplyser ikke, hvad italienerne har betalt for Anders Christiansen, som i 2014 debuterede på det danske A-landshold, men man erklærer sig tilfreds med, at man har kunnet videreudvikle en spiller til en af de store europæiske ligaer.

  • Vi vil savne AC både på og uden for banen, men samtidigt glæde os over, at vores hårde kamp for at trække ham til klubben har udmøntet sig i Champions League- og Europa League-kampe, landsholdsdebut, medaljer og så i denne sæson et gennembrud på en ny position, siger sportschef Jan Laursen.

  • Når så mange delmål opnås, så vil der komme interesse fra større ligaer, og AC valgte blandt andet FCN for at kunne dygtiggøre sig til en udlandskarriere.

  • Derudover har han været både tålmodig og loyal over for FCN og accepterede i sommers, at timingen ikke var optimal, da der også var bud efter ham fra udlandet, afslører FC Nordsjællands sportschef.

Anders Christiansen kom til FC Nordsjælland fra Lyngby i 2012.

I klippet i videoplayeren ovenfor kan du se et af Anders Christiansens flotteste mål i dansk fodbold, efter et frispark i en kamp mod AGF tilbage i oktober 2013.

Andre gode nyheder