Avis: Disse 3 PL-klubber lurer på Wass
Af: Ritzau
Der er varm engelsk interesse for Daniel Wass, skriver dansk avis.
Selv om Daniel Wass ikke gjorde den bedste reklame for sig selv i søndagens venskabskamp mod Frankrig, så kan Evian-spilleren tilsyneladende glæde sig over, at der er varm interesse for ham fra flere Premier League-klubber.
BT skriver i dag, at både Tottenham, West Ham og Newcastle har fulgt danskeren intenst i denne sæson, og at de har tildelt ham flere plusser i bogen.
Ifølge avisens oplysninger har de engelske klubber blandt andet hæftet sig ved Wass´ målfarlighed ved dødbolde samt hans evne til at kunne spille flere positioner på banen.
Wass har ikke lagt skjul på, at han gerne vil prøve kræfter med en ny klub, men sidste sommer ønskede Evian imidlertid ikke at sælge den alsidige dansker.
Til sommer har Wass imidlertid kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Evian.
Dermed er det sidste chance for franskmændene, hvis de for alvor skal tjene en skilling på den tidligere Brøndby-spiller, og det kan muligvis åbne for et salg.
Daniel Wass er noteret for otte scoringer for Evian i den franske Ligue 1 i denne sæson.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









