Gå til hovedindhold

Se den vilde afsluting her: Dansker måtte afgive sejr på sidste omgang

Af: Ritzau

Michael Christensen var tæt på Petit Le Mans-sejr, da teamet besluttede, at den anden Porsche skulle vinde.

Racerkøreren Michael Christensen var sammen med holdkammeraterne Kevin Estre og Fred Makowiecki tæt på en stor triumf, da de indtil sidste omgang førte 10-timers-løbet Petit Le Mans tidligt søndag dansk tid.

På sidste omgang af løbet, der er blandt de største for sportsvogne i USA, blev de tre Porsche-kørere, der kun var indsat til at køre dette løb i serien, dog bedt om at lade sig overhale af teamets faste konstellation.

Dermed måtte Christensen og holdkammeraterne tage til takke med andenpladsen i det sidste løb for GTLM-klassen i den amerikanske IMSA-serie.

-Det er en svær en at sluge. Vi vandt reelt løbet, men i sidste ende var det ikke os, der kørte over målstregen som vindere. Det var en teambeslutning, at teamets anden bil skulle vinde, og nogle gange må man bare acceptere, at motorsport desværre lever af penge.

-Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men det er selvfølgelig en rigtig kedelig fornemmelse at stå med, efter vi har kørt et fantastisk løb, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

Trioen havde kæmpet med Corvette og BMW om føringen, men med kort tid tilbage af løbet, var det de to Porscher fra Weather Tech Racing, der var i front.

Det så det ud til, at Michael Christensen kunne føje en sejr til sit cv, men teamet besluttede, at kørerbesætningen i den anden bil, der har kørt hele sæsonen, skulle have æren af at sejre i det sidste løb for Porsche RSR i GTLM-klassen.

/ritzau/

Andre gode nyheder