Gå til hovedindhold

Se highlights: Bruins tvinger Stanley Cup-finalen ud i syvende kamp

Af: Ritzau

Boston Bruins vandt 5-1 på udebane mod St. Louis Blues i en vind eller forsvind-kamp for udeholdet.

NHL-finalen, Stanley Cup, skal afgøres i en altafgørende syvende kamp.

Det står klart, efter at ishockeyholdet Boston Bruins vandt 5-1 på udebane mod St. Louis Blues i en vind eller forsvind-kamp for udeholdet.

St. Louis førte finaleserien, der spilles bedst af syv kampe, med 3-2 inden søndag nats sjette kamp. Derfor var sejren vital for Boston-holdet.

Brad Marchand skød Bruins i front i første periode efter otte minutter. Efter nul scoringer i anden periode gik holdene scoringsamok i tredje. Eller Boston Bruins gjorde.

Allerede efter to minutter skød backen Brandon Carlo Bruins på 2-0 og efter ti minutter stod det 3-0 på mål af Karson Kuhlman.

Ryan O'Reilly gav Blues et spinkelt håb med sin reducering til 1-3 otte minutter før tid, men det slukkede Bruins kort efter.

Med seks minutter igen scorede David Pastrnak til 4-1, og efter et sidste pres fra Blues scorede Bruins' Zdeno Chara i et tomt mål med under tre minutter igen til slutresultatet 5-1.

Sidste og afgørende kamp spilles natten til torsdag i TD Garden i Boston.

Boston Bruins vandt senest Stanley Cup i 2011. Holdet har i alt seks sejre i turneringen, hvor holdet også vandt i 1972, 1970, 1941, 1939 og 1929.

Det vil være første gange nogensinde, at St. Louis Blues vinder Stanley Cup.

Blues har været i finalen tre gange før, i 1968, 1969 og 1970, men tabte alle tre gange.

Boston Bruins slog tidligere i slutspillet Columbus Blue Jackets med danske Oliver Bjorkstrand og Toronto Maple Leafs med danske Frederik Andersen ud.

Du kan se syvende og altafgørende kamp mellem Bruins og Blues LIVE på TV3 SPORT og Viaplay - det er natten mellem onsdag og torsdag.

Andre gode nyheder