NHL-spiller vender tilbage efter alkoholproblemer - scorer hattrick i første hjemmekamp og bryder sammen
Af: Peter Schulz
Snøft snøft. Bobby Ryan scorede hattrick i sin første kamp på hjemmebane efter en længere pause på grund af alkoholproblemer.
Han havde sikkert ikke turdet drømme om sådan et comeback.
Ottawa Senators' Bobby Ryan vendte torsdag tilbage til truppen til sin første hjemmekamp i Canadian Tyre Center i mere end tre måneder efter en pause på grund af alkoholproblemer.
Bobby Ryan lod sig indlægge til behandling for alkoholmisbrug i november måned, men torsdag vendte han så tilbage til isen hjemme hos Senators.
Og det gjorde han med et hattrick i en 5-2-sejr over Vancouver Canucks.
-Jeg vidste, fordi Ottawa er det lokalsamfund, som det er, at modtagelsen ville være god, siger en meget berørt Bobby Ryan ifølge si.com.
Tv-kameraerne fangede ham efter de tre scoringer i en situation, hvor han tydeligvis kæmpede med at holde tårerne tilbage.
-Det blev mere og mere vanskeligt at holde følelserne nede under kampen. Det var utroligt.
-De støttede mig, og jeg fik lov til at bidrage. Man kan ikke skrive det på den måde, som det gik. Det var bare en utrolig aften, så tak til dem alle sammen, siger Bobby Ryan desuden.
Du kan se de tre scoringer og se en følelsesladet Bobby Ryan bagefter i videoplayeren herover.
HUSK at du kan se samtlige kampe fra NHL på Viaplay.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










