'Jeg rørte ham dårligt nok' - NHL-stjerne planter albue i synet på modstander og griner af straffen
Af: Peter Schulz
Joe Thornton griner af, at han bliver straffet for dette voldsomme hit på en modstander.
San Jose Sharks' Joe Thornton er ikke med i nat, når holdet møder Vegas Golden Knights i kamp 4 i slutsspilsserien mellem de to mandskaber.
Den rutinerede Sharks-center er blevet idømt en enkelt spilledags karantæne for et hit på Golden Knights-spilleren Tomas Nosek.
Hittet er voldsomt, og Thornton smækker albuen i fjæset på Nosek, der ryger direkte i isen.
Men Joe Thornton forstår ikke, hvorfor der skal gøres så meget ud af den situation.
-Jeg syntes helt ærligt, at jeg dårligt nok rørte ham. Han kom helt tilbage. Det var bare en af de situationer. Det er, hvad det er, siger Joe Thornton ifølge San Jose-avisen Mercury News.
-Jeg tror, at min søn tackler mig på den måde seks gange om dagen, tilføjer Sharks-stjernen, hvis søn altså er fem år gammel.
Der står lige nu 2-1 i serien til Vegas Golden Knights, og du kan se, hvordan det går i kamp 4 mellem de to NHL-klubber, når den vises LIVE på Viaplay i nat fra kl. 04.35.
Du kan faktisk se SAMTLIGE kampe fra NHL-playoffs live på Viaplay - og i hele 48 timer efter deres afslutning.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










