'I fight for Oskar': Se den rørende hyldest til kræftramt svensk NHL-stjerne
Af: Jacob Quvang
Den 23-årige svenske ishockeystjerne Oskar Lindblom er blevet ramt af diagnosen Ewing sarkom - en sjælden kræftsygdom som minimum holder svenskeren ude resten af sæsonen.
Det markerede Lindbloms hold Philadelphia Flyers på flot vis i tirsdags i kampen mod Anaheim Ducks. Undervejs i kampen viste storskærmen en højdepunktspakke med Oskar Lindblom, og på samme tid fremviste stort set alle tilskuerne et skilt med teksten 'Jeg kæmper for Oskar'.
Oskar Lindblom blev i sidste uge ramt af diagnosen Ewing sarkom, som er en kræfttype, som kan udgå fra knogler eller fra bindevæv. Det er en sjælden sygdom, som rammer færre end 1.000 amerikanere hvert år. Sygdommen kræver livslang overvågning efter intens kemobehandling.
Tirsdag besøgte Lindblom for første gang sine holdkammerater, siden han fik konstateret sygdommen. Til stor glæde for sine holdkammerater.
-Det var fedt at se Oskar her til morgen. Det var dejligt at se ham og hans positive attitude, som han har. Det har gjort stemningen i gruppen bedre, siger holdkammerat og målmand Carter Hart ifølge People.com.
Også anfører Claude Giroux kommer med støttende ord til sin svenske holdkammerat.
-Tirsdag morgen var første gang, vi tilbragte tid med ham, efter vi fandt ud af, hvad der foregik. Hans attitude er utrolig. Vi ville vinde den her kamp for ham. Hver en sejr i resten af sæsonen er for ham.
Philadelphia Flyers vandt kampen 4-1.
23-årige Lindblom blev draftet som nummer 138 i 2014 af Philadelphia Flyers, og har indtil videre spillet 134 NHL-kampe og scoret 30 mål.
Se den flotte hyldest til Lindblom i videoklippet over artiklen.
Jacob Quvang
jacob.christian.quvang@nentgroup.com










