Gå til hovedindhold

Drømmeredning var ikke nok: Frederik Andersens Toronto taber efter dramatisk slutning

Af: Christian Winther Johansen

Den danske Toronto Maple Leafs-målmand, Frederik Andersen, gjorde sit for at redde point til Toronto, da han 10 sekunder før tid diskede op med en verdensklasseredning for at sende kampen i overtid.

Ved stillingen 3-3 kom Edmonton igennem til en kæmpe chance, men her var det altså Frederik Andersen, der leverede sit store højdepunkt i kampen med en formidabel redning.

Dermed gik kampen i overtid, men her skulle den canadiske superstjerne Connor McDavid bare bruge 42 sekunder på at sende pucken ind bag Frederik Andersen i Toronto-målet, og sejren gik derfor til Edmonton.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen, hvor du selvfølgelig skal hen mod slutningen for at finde Frederik Andersens drømmeredning. Toronto Maple Leafs topper dog fortsat North Division trods nederlaget i overtid.

Connor McDavid stod bag to scoringer og en assist, og han topper pointlisten i NHL med 17 point i de 10 kampe, Edmonton har spillet indtil nu.

Pointlisten er desuden blevet spændende at følge med i med danske briller. Nikolaj Ehlers ligger på en delt 8. plads på pointlisten. Han har lavet fem mål og seks assist og står derfor noteret for 11 point efter Winnipeg Jets' otte kampe.

Søndag morgen dansk tid tabte hans Winnipeg Jets' dog 1-4 til Vancouver Canucks.

Andre gode nyheder