Fjerde gang på seks sæsoner: Golden Knights er i Conference Finals
Af: Nikolaj Aufeldt
Gik man og troede, at Vegas Golden Knights var en døgnflue efter deres flotte debut-sæson, der sendte dem i Stanley Cup-finalen i 2018, kan man godt tro om igen.
I nat gik det igen løs imellem to af Western Conferences bedste mandskaber i denne sæson. Edmonton Oilers tog hjemme imod Vegas Golden Knights i sjette kamp af serien.
Edmontons superstjerner Connor McDavid og Leon Draisaitl havde ryggen mod muren, da de allerede var nede 2-3 i kampen inden første faceoff.
Den opgave blev hurtigt endnu sværere. Der skulle nemlig ikke gå lang tid, efter at den første puck var smidt, før hjemmepublikummet blev tavse. Kun 24 sekunder inde i første periode gjorde Vegas-stjernen Reilly Smith det til 0-1.
Der kom dog for alvor gang i hjemmebanen Rogers Place efter stjernen McDavid med tilnavnet ”McJesus” sendte pucken i nettet kort efter.
Endnu bedre blev det for Oilers, da Warren Foegele sendte canadierne på sejrskurs efter kun små tre minutters spil.
Men glæden var kort for Edmonton, da kampen herefter skiftede momentum.
Jonathan Marchessault har fra starten været en af de bærende kræfter hos det forholdsvist unge Vegas-franchise og i anden periode udbyggede han sin rekord for flest mål og point i klubbens historie.
Med et rent hattrick i de midterste tyve minutter var der pludselig lang vej for Oilers. Lyset blev endegyldigt slukket for den traditionsrige klub, da svenske William Karlsson sendte pucken i tomt net sidst i tredje periode til slutresultatet 2-5.
Dermed har Vegas Golden Knights spillet sig videre til semifinalerne i verdens stærkeste ishockey-liga for fjerde gang i franchisets kun sjette sæson i NHL.
I Western Conference finalerne skal de møde vinderen af serien imellem Dallas Stars og Oliver Bjorkstrands Seattle Kraken.
Vinderen af det opgør finder vi i nat, hvor seriens kamp syv spilles i American Airlines Centre i Dallas.
Husk at se med i nat kl. 02:00 på Viaplay og TV3 SPORT
Nikolaj Aufeldt
nikolaj.aufeldt@nentgroup.com









