Gå til hovedindhold

Canadisk NHL-superstjerne tester postiv for coronavirus

En af NHL's største stjerner er blevet smittet med coronavirus og er nu gået i selvisolation.

Af Nikolaj Aufeldt

Det er ikke mere end en uge siden, at NHL blev afgjort og Stanley Cup-trofæet fik ny ejermand.

Slutspillet i verdens hårdeste ishockey-liga stod over for en udfordring, ingen havde set før. Det viste sig dog at være en disciplin, som ligaen excellerede i ved hjælp af de såkaldte 'bobler' og 'hub-cities'.

Desværre gik tingene ikke som forudset for det ene af ”hjemmebane-holdene”, Edmonton Oilers. Det stærke mandskab fra Alberta-hovedstaden måtte se sig slået af Chicago Blackhawks allerede i første runde.

Det så ellers meget lovende ud langt hen i sæsonen, hvor Connor McDavid og Oilers' tyske forward-stjerne Leon Draisaitl lå side om side i toppen af både assistlisten og topscorerlisten.

Nu er tingene dog gået fra ondt til værre for Edmonton Oilers.

Natten til tirsdag udsendte de en pressemeddelelse om, at deres kaptajn og en af ligaens største stjerner er testet positiv for den frygtede corona-virus.

-Under et rutinemæssigt lægetjek tidligere i dag, kan vi bekræfte, at Edmonton Oilers’ kaptajn Connor McDavid er testet positiv for Covid-19. Siden da har han frivilligt valgt at gå i isolation i sit hjem. Vi vil forsætte med at monitorere ham, og han vil følge de nødvendige sundhedsundersøgelser. Han har det godt og mærker kun milde symptomer.

Sådan lyder Edmonton Oilers’ pressemeddelelse på NHL.com

Efter planen skal næste sæson i NHL begynde til december.

Andre gode nyheder