Wildbork og co. sendte Ringkøbing til tælling

Af: Ritzau
Ajax København overraskede i lørdagens kvalifikationsgyser mod Ringkøbing Håndbold, hvor hjemmeholdets Christina Wildbork blev suveræn topscorer med 12 mål. Opgøret endte 24-24.
I disse dage bliver det afgjort, hvem der for næste sæson skal spille i Boxer Dameligaen, og hvem der tager den bitre billet ned i den næstebedste række i 1. division.
Det ene opgør stod mellem Ajax København og Ringkøbing Håndbold, som lørdag eftermiddag blev spillet i Bavnehøj Arena.
På forhånd var Ringkøbing Håndbold kæmpefavoritter til at spille sig sikkert videre til endnu en sæson i damernes bedste håndboldrække -- men meget tyder på, at Allan Heines tropper denne gang, ikke får det alt for nemt.
Helt som forventet var det de rødklædte Ringkøbing-spillere, der var i førersædet langt det meste af 1. halvleg. De kunne da også gå til pause foran med en smal 11-13-føring.
Men den smalle føring blev fuldstændig sat over styr i 2. halvleg, hvor specielt den tidligere København Håndbold-back Christina Wildbork fik vist det københavnske publikum, hvilke kvaliteter hun besidder.
Med godt 500 tilskuere i ryggen kunne Ajax København levere noget af et comeback, da de i slutminutterne fik kæmpet sig helt op på siden af ringkøbingenserne, der noget slukøret forlod arenaen med blot ét enkelt point i bagagen.
Den anden dyst stod mellem Vendsyssel Håndbold og Skive fH, der også har været i kamp lørdag. Her endte det med en noget komfortabel sejr til skibonitterne, der vandt det første opgør med cifrene 28-34.
Returopgørene spilles i næste uge, hvor Ringkøbing Håndbold og Skive fH har hjemmebanefordel.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










