Gå til hovedindhold

København-stregprofil til Ajax

København-stregprofil til Ajax

Af: Ritzau

Christina Haurum skifter hovedstadsligaklubben fra København Håndbold ud med 1. divisionsklubben fra Ajax København.

26-årige Christina Haurum spillede i to sæsoner for Boxer Dameligaklubben København Håndbold, men hun har fra den kommende sæson valgt at søge nye udfordringer.

Sportschefen for den ambitiøse 1. divisionsklub Ajax København John Johansen, ser frem til at få indlemmet den tidligere ligaspiller ind i truppen frem mod næste sæson.

  • Vi får en komplet stregspiller ind i truppen, som dermed bliver lidt stærkere, og vi får en spiller til klubben, som med sin fine indstilling og med sit altid gode humør vil bidrage med rigtig meget positivt både på og uden for banen, påpeger han overfor klubbens hjemmeside.

Spilletiden har i denne sæson været lidt af en mangelvare for den ambitiøse stregspiller. Med skiftet til Ajax København er der udsigt til, at hun får ønsket om mere spilletid opfyldt.

  • Ajax har et spændende koncept, hvor der er gode muligheder for spilletid. Det er også en traditionsklub, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger hun og tilføjer:

  • Vi får et rigtig godt hold, hvor vi kan få en masse gode resultater og samtidig have det sjovt, fortæller hun.

Udover Christina Haurum har Ajax København også hentet Cecilie Woller og Sascha Juul fra ligaklubben Nykøbing Falster, mens flere store talenter som Cecilie Specht og Sofie Olsen også vil være at finde i klubben til næste sæson.

Christina Haurum står noteret for 14 scoringer i Københavns 22 grundspilskampe.

Andre gode nyheder