Vindere, tabere og MVP: Optakt til FINAL4 med Dalmose
Christian Dalmose giver sine forudsigelser frem mod weekendens FINAL4-stævne i Champions League.
En lang Champions League-sæson når sin afslutning, når det hele afgøres i Köln til EHF Champions League FINAL4.
Magdeburg, Barcelona, Paris Saint-Germain og Kielce kæmper om den ultimative hæder i europæisk klubhåndbold.
Hvem trækker sig sejrrigt ud af de to semifinaler på lørdag?
Hvem trækker det længste strå og kan sætte hænderne på trofæet søndag aften i Köln?
Og hvem bliver kåret til stævnets Most Valuable Player?
Alt det har Christian Dalmose givet sine bud på herunder.
Semifinale 1, Magdeburg - Barcelona: Barcelona vinder
-Normalt ville jeg sige, at Magdeburg er et af de eneste hold, der kan slå Barcelona. De har gjort det før. Men de har haft mange skadede spillere, som først lige er kommet tilbage. Gisli Kristjansson er tilbage, men han er ikke helt oppe i gear. Barcelona har for gode målmand i Emil Nielsen og Gonzalo Pérez de Vargas, og de kommer helt sikkert til at vinde målmandsduellen. Selvom Magdeburg er tæt på at kunne matche Barcelona i mange af spillets facetter, tror jeg bare, Barcelona er det skarpere. De er simpelthen for stærke.
Semifinale 2, Paris Saint-Germain - Kielce: Kielce vinder
-Paris er et hold, der kan gøre ondt på alle, og de har nærmest aldrig spillet bedre end lige nu med spillere som Luc Steins og Dainis Krištopāns i spidsen. Men Kielce kan jo lave 200 mål. Og så har de Andreas Wolff i målet, der kan gøre forskellen. Jeg tror faktisk, at Kielce vinder klart, selvom Paris har været fremragende. Jeg ser dem klart stærkere i den duel, helt klart.
Finale, Barcelona - Kielce: Kielce vinder
-En gentagelse af sidste års finale. Der er ingen tvivl om, at det bliver en vanvittigt lige kamp. Det er sådan et opgør, hvor jeg i dag kan sige Barcelona, og i morgen siger jeg Kielce. Barcelona er jo forhåndsfavoritter, men jeg tror, Kielce kan gøre det. Jeg synes, de er vilde. De er stærke på alle positioner. De har nærmest to lige gode kæder, de kan sætte ind. Jeg tror, de kan matche meget af det, Barcelona gør - og så gøre det en lille smule frækkere. De har de her enere i Szymon Sicko og Alex Dujshebaev, der kan gøre nogle vilde ting. Karalek inde på stregen og igen Wolff, der på sine gode dage kan stå ligesom Niklas Landin.
FINAL4 MVP: Andreas Wolff
-Nu har jeg valgt Kielce som vinder af turneringen, så for mig står det mellem Andreas Wolff og Alex Dujshebaev. Men jeg tager Andreas Wolff, da jeg tror, det er ham, der kommer til at gøre forskellen. Jeg tror, han kommer til at stå et vanvittigt FINAL4. Når han præsterer på sit allerbedste, er han på højde med Niklas Landin. Og det tror jeg, han gør.
Du kan se alle weekendens fire kampe på TV3 Sport og Viaplay. Se den fulde sendeplan lige her.
Oliver Mølby Romme
oliver.molby.romme@viaplaygroup.com










