TTH-træner ked af det på Birkefeldts vegne

Af: Ritzau
Team Tvis Holstebro-cheftræner, Patrick Westerholm, føler med holdets uheldige bagspiller, Simon Birkefeldt, der må kigge på fra tilskuerpladserne i lørdagens anden DM-finale.
En højre hånd der er brækket to steder sætter Simon Birkefeldt ud af gulddysten, hvor resten af holdkammeraterne fra det vestjyske skal forsøge at indhente de syv mål i nederlaget fra den første kamp.
Cheftræner Patrick Westerholm har det rigtig skidt på vegne af højre backen, som ellers for ikke så lang tid siden gjorde comeback på håndboldbanen frem mod medaljekampene.
-
Jeg er jo ked af det på Simons vegne, fordi han har kæmpet en brag kamp for at komme over sin hjernerystelse. Han har hele tiden vist bedre og bedre takter, siger TTH-træneren til tv3sport.dk.
-
At han så ikke får lov til at fuldføre sæsonen sammen med resten af holdet, er meget synd for ham.
Op til lørdagens returkamp mod Bjerringbro-Silkeborg stiller Team Tvis Holstebro kun op med tre reelle bagspillere.
Trioen Jonas Larholm, Jac Karlsson og Sigurbergur Sveinsson står med et stort ansvar på skuldrene uden en decideret venstrehåndsskytte i bagkæden, da også landsholdsspilleren Peter Balling sidder ude med en skade.
Selv om spillerne er ved at være pumpet for kræfter så sent inde i sæsonen, så må spillerne bide den sidste smerte i sig, understreger Westerholm.
-
Jeg har det sådan, at den præstation vi leverede i onsdags, jo ikke er acceptabel forstået på den måde, at vi alle skal kigge indad og indse, at der vist er et par ting, der kan gøres bedre. Så må vi håbe, at vi kan hæve niveauet væsentligt.
-
Jeg kan sige, at med både Peter Balling og Simon Birkefeldt ude, så stiller det jo endnu større krav på de spillere, der er tilbage. Nu har vi heller ikke særlig mange bagspillere tilbage.
-
Heldigvis er der kun en enkelt kamp tilbage, og så må vi stå endnu tættere sammen i bussen. Når det er en DM-finale, finder vi alle sammen energi nok til at knokle de sidste 60 minutter.
Som vindere af grundspillet og en historisk plads i klubbens første DM-finale kan Team Tvis Holstebro ikke løbe fra, at det uanset udfaldet af lørdagens anden finale har været en fænomenal sæson.
Nu håber Patrick Westerholm bare, at hans mandskab slutter sæsonen af med manér.
-
Vi vil jo gerne slutte godt af. Vi vil slutte af på en måde, som viser, hvordan vores sæson har været. Det var ikke værdigt i onsdags.
-
Man skal stadig huske, at vi står i klubbens første DM-finale nogensinde. Selv om nogle spillere før har spillet DM-finaler, pokalfinaler og lignende, så er det specielt at stå der for første gang i fællesskab som et hold. De erfaringer skal vi tage med os og løfte niveauet, slutter han.
Gråkjær Arena danner lørdag aften klokken 20.00 rammen om den sidste kamp i sæsonen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








