TTH-profil har indrettet hverdag efter hjernerystelse

Af: Ritzau
En slem hjernerystelse har plaget Team Tvis Holstebro-skytten Simon Birkefeldt i et års tid. Konsekvenserne af den alvorlige hovedskade kan mærkes i dagligdagen.
Tilbage i april måned sidste år blev højre backen ramt af et knaldhårdt skud fra KIF Kolding København-playmakeren Lukas Karlsson.
Kanonkuglen sendte 25-årige Simon Birkefeldt til tælling og knockoutede i den grad Tvis Holstebro-profilen.
Efter adskillige måneder i mørket med begrænset kontakt til omverdenen trækker Simon Birkefeldt nu kamptrøjen over hovedet igen.
-
Jeg har taget et skridt ad gangen, siden jeg kom tilbage. Patrick Westerholm har været rigtig god til stille og roligt at sluse mig ind på holdet. Vi har fokuseret på de små ting og ikke givet mig for mange opgaver til at starte med, fortæller TTH-spilleren til tv3sport.dk.
-
Så har vi nogle rigtig fine personer på holdet, der har været med til at gøre den her proces eller periode markant lettere. De har tålmodighed med mig, og det er jeg ret taknemmelig for.
På bekostning af korsbåndsskaden til landsholdsspilleren Peter Balling suger Birkefeldt næsten 60 minutter til sig i stort set alle kampe.
Men det er lidt med blandede følelser, at Simon Birkefeldt får så meget spilletid.
- Ingen ønsker at nogen skal blive skadet. Jeg ville have fortrukket, at de minutter jeg får nu, var nogen, jeg selv havde gjort mig fortjent til, kontra at man bare får dem foræret, understreger han.
På håndboldbanen går det fremad med at finde tilbage til fordums styrke. Men på hjemmefronten har det lange og smertefulde skadesforløb lidt konsekvenser.
-
Jeg har indrettet min hverdag efter det. Jeg ser nærmest ikke fjernsyn længere. Men det er ikke fordi, jeg ikke kan. Hvis jeg vil se en film, kan jeg sagtens gøre det. Jeg har bare vænnet mig til at lave nogle andre ting.
-
På den måde har jeg nok ændret nogle ting, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over længere. De dage, hvor jeg føler mig lidt træt eller dvask i det, betyder ikke, at jeg ikke kan træne ude i klubben. Men jeg kan godt mærke, at der er dage, hvor jeg skal passe på mig selv og tage det med ro.
-
Hvis jeg er på for længe enten med at se TV eller være social, kan jeg mærke, at jeg bliver træt. Det er en indikation på, at jeg nok lige skal koble fra og tage hjem i min lejlighed, holde mig i ro og for mig selv. Der finder jeg mest ro.
Det er forløsende for Simon Birkefeldt endelig at kunne smøre harpiks på fingrene. Men hjernerystelsen sætter stadig sine begrænsninger.
-
Efter en kamp skal jeg tage det med ro og ikke ud og lave alle mulige tossede ting. Der er færre og færre begrænsninger, men der er stadig lang proces rent spillemæssigt. Der er masser at arbejde på, når jeg har været væk fra banen i så lang tid.
-
Hovedmæssigt synes jeg, der er et skridt endnu, men i forhold til hvor man har været, føles det ret fornuftigt, slutter han.
Team Tvis Holstebro med Simon Birkefeldt på holdkortet spiller onsdag første DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








