TTH-keeper vil drukne ’sorgen’ med 200 bajere

Af: Ritzau
Team Tvis Holstebros nyerhvervede sølvmedaljer vil keeper Jonas Hansen skylle ned med et par hundrede øl.
I traditionel forstand fejrer man ikke en sølvmedalje i sportens verden. Men når det kommer til Team Tvis Holstebro, kan de være reglen, der bekræfter undtagelsen.
For i det vestjyske har man præsteret en ganske historisk sæson med en suveræn sejr i grundspillet, en plads i pokalturneringens Final4 samt en DM-finaleplads med en dertilhørende sølvmedalje.
Når Tvis Holstebro-spillerne i aften og i nat får skyllet sæsonen ned med et par øl eller tre, så håber Jonas Hansen, at stemningen ikke vil bære alt for meget præg af den tabte finale.
-
Jeg ved ikke, hvad der skal foregå. Det bliver nok noget med, at vi drikker 100 bajere. Så ser vi, om stemningen ikke bliver bedre. Hvis den ikke gør det, så prøver vi at drikke 100 mere, fortæller Jonas Hansen, der trods alt fandt et smil frem, til tv3sport.dk.
-
Vi har det sindssygt godt på holdet. Alle kan med hinanden. Nu skal vi ud og nyde den sidste aften i Holstebro, hygge os og glemme håndbolden lidt.
-
Så må vi se, om der er nogen, der har en trillebør, vi kan køre hjem i. Vi skal heldigvis ikke træne i næste uge eller noget som helst. Der er ingen begrænsninger, så der er frit spil.
Team Tvis Holstebro-keeperen var set over hele linjen godt tilfreds med holdets præstation i lørdagens afgørende DM-finale, som dog ikke rakte til mere end sølv.
Guldet blev tabt og smidt på gulvet groft sagt grundet en forfærdelig første halvleg i Silkeborg i onsdags.
-
Argh, jeg er mest bitter over den første kamp, hvor forsvar, angreb og mig selv inklusiv slet ikke rammer det, vi gerne vil. Det gør det næsten 'umuligt' i dag. Vi lykkes med tingene i 45-50 minutter, men løber tør for kræfter.
-
Jeg står lidt med en bittersød fornemmelse. Jeg er rigtig glad for vores indsats i dag, og det er fedt, at vi står sammen som hold. Men så kommer bitterheden over den første halvleg i Silkeborg, som koster os.
Jonas Hansen havde, i modsætning til et par af holdkammeraterne, valgt at lade sølvmedaljen blive hængende om halsen som symbol på en flot sæson, hvor grundspils- samt slutspilspuljen blev vundet.
Stoltheden over at have præsteret klubbens største historie var for Jonas Hansens vedkommende stor.
- Da vi var foran 19-13, får man lidt en naiv tro på, at det umulige kan lade sig gøre. Man står og tænker, det alligevel ville være lidt sindssygt, hvis det kunne lade sig gøre. Men sådan skulle det desværre ikke være, slutter han.
Team Tvis Holstebro tabte den første DM-finale 27-20, vandt den anden 26-25, men tabte samlet 52-46.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










