Gå til hovedindhold

KIF-keeper om exit: Føles som en mavepuster

KIF-keeper om exit: Føles som en mavepuster

Af: Ritzau

KIF Kolding København-keeper Marcus Cleverlys glæde ved at returnere på håndboldbanen blev fuldstændig knust af det samlede semifinalenederlag til Bjerringbro-Silkeborg, der slog mestrene ud af gulddysten.

Traditionsklubben og de dobbelte danske mestre fra KIF Kolding København skal for første gang i tre sæsoner ikke spille med om danmarksmesterskabet.

Det sørgede Bjerringbro-Silkeborg for, da midtjyderne overvandt favoritterne både på hjemme- og udebane.

Skuffelsen er derfor enorm i KIF-lejren i disse timer.

  • Vi havde selvfølgelig sat næsen op efter at kunne vinde over BSV på hjemmebane med den nødvendige margin. At vi står her som tabere, er noget af en skuffelse og en mavepuster, fortæller Marcus Cleverly til tv3sport.dk.

  • Det gør ondt, specielt når vi jo føler, vi er Danmarks bedste hold. Men finalen siger jo noget andet, og så må vi jo tage det til efterretning. Lige nu gør det rigtig ondt på alle.

Marcus Cleverly og co. formåede altså ikke at leve op til den selvudnævnte favoritværdighed og må i stedet kæmpe om bronzemedaljerne.

  • Vi kender også godt sporten. Vi kan bare se på grundspillet, hvor vi jo ikke har været suveræne set over en hel sæson. Overhovedet. Derfor vidste vi godt, at alt kunne ske, når vi kom til her til. Vi tog bestemt ikke noget for givet.

  • Vi havde stor respekt for vores modstandere, så selvfølgelig gør det ondt. Ingen tvivl om det.

BSV's Nikolaj Markussen gjorde især i det onde ved KIF-forsvaret samt Marcus Cleverly og Kasper Hvidt imellem stængerne.

Den tårnhøje landsholdsbomber tyrede 10 bolde ind i netmaskerne, og det ærgrer nu den ene KIF-keeper, som godt kunne have tænkt sig at tage lidt flere skud.

  • Rent personligt har jeg en utrolig stor glæde ved bare at være tilbage efter den her sæson, hvor jeg har været skadet en stor del af tiden. Jeg har ikke helt vidst, hvordan det ville ende, og om jeg overhovedet ville vende tilbage.

  • Men det er klart, at den glæde bliver selvfølgelig ekstremt overskygget af, at vi ryger ud. Nu sidder vi alle sammen, kigger indad og tænker, hvilke situationer og ting vi kunne have gjort anderledes.

  • Markussen laver 10 mål, og som jeg husker det, har jeg en hånd på fire bolde. Men det afspejler nok meget godt, hvor vi er lige nu. Vi er tæt på at være tilbage, men vi er stadigvæk ikke helt, hvor vi godt kunne tænke os at være, slutter Marcus Cleverly.

KIF Kolding København lægger ud med at spille den første bronzekamp på onsdag i Gudme mod GOG, mens returkampen finder sted i Kolding på lørdag.

Andre gode nyheder