Gå til hovedindhold

TTH-islænding ude af medaljekampene

TTH-islænding ude af medaljekampene

Af: Ritzau

Grundspilsvinderne fra Team Tvis Holstebro må se bort fra den 20-årige islænding Egill Magnusson i sæsonens fire medaljekampe.

Skaderne og Team Tvis Holstebro har i løbet af denne sæson desværre næsten gået hånd i hånd.

Korsbåndsskader, hjernerystelser og skulderskader har været en stor del af hverdagen i den vestjyske ligaklub, der nu kan skrive det blot 20-årige talent Egill Magnusson på skadeslisten, som er ude grundet et tilbagefald med et springerknæ.

Tidligere på ugen blev bagspilleren opereret, men det var nedslående nyheder, der efterfølgende ramte Team Tvis Holstebro-lejren.

  • Meldingen fra Morten Graversen (TTH-fysioterapeut, red.) var, at det var gået godt. Jeg er lidt i tvivl om, hvor lang tid han er ude, men han kommer i hvert fald ikke til at spille mere i sæsonen, siger cheftræner Patrick Westerholm til Dagbladet Holstebro-Struer.

  • Nu mangler vi en tometer-mand i angrebet. Men det er klart, at man spiller lidt smallere, end man plejer i de her knald-eller-fald kampe.

Egill Magnusson nettede 12 gange i denne sæson for vestjyderne.

Siden kamp nummer to i slutspillet måtte Patrick Westerholm og co. klare sig uden topscorer Peter Balling, hvis korsbåndsskade også holder ham ude langt inde i den nye sæson.

Team Tvis Holstebro spiller første DM-semifinale mod GOG på onsdag, mens returkampen finder sted i Holstebro lørdag.

Andre gode nyheder