TTH-chef: De mest åbne semifinaler længe

Af: Ritzau
Man skal skrue tiden lang tid tilbage, før man finder to semifinaler, der er så pivåbne, som de er i den her sæson, påpeger Team Tvis Holstebro-cheftræner Patrick Westerholm.
Boxer Herreligaen går ind i sin absolut sidste og afgørende fase.
Semifinalerne står i de næste par dage på programmet, og selv om Team Tvis Holstebro går ind til medaljekampene som grundspilvindere og vindere af slutspilspulje 1, så er alt åbent mod GOG.
Det mener cheftræner Patrick Westerholm, som understreger, at alle sejre for vestjyderne i resten af sæsonen blot er en ekstra stor bonus.
-
Jeg synes, det er længe siden, at semifinalerne har været så åbne, som de er i år. Vi i Tvis Holstebro glæder os rigtig meget til at komme ned til GOG og få revancheret vores seneste kamp, hvor vi ikke spillede så godt, fortæller cheftræneren til tv3port.dk.
-
Vi har spillet en utrolig flot sæson. Nu er det lidt som kirsebær på lagkagen eller det sidste flødeskum. Vi skal prøve at få det bedste ud af det og nyde hvert eneste sekund, vi kommer til at spille i nogle fede kulisser og rammer med masser af tilskuere.
-
Det er noget, spillerne hungrer efter. Det mest positive er, at vi stadig har chancer for at få fat i nogle medaljer.
Ni point og fem placeringer var der til forskel for de to semifinalister efter grundspillets 22 kampe.
På papiret ligner GOG som nummer seks fra grundspillet umiddelbart en overkommelig opgave, men Patrick Westerholm vil ikke gøre sig til alt for store favoritter.
-
Jeg har stor respekt for GOG. De har spillet flot, fornuftigt og klogt. Der findes ingen nemme kampe i ligaen. Selv om vi blev nummer et i grundspillet, så vandt vi mange kampe med kun ét mål.
-
GOG har været i en kraftig opadgående kurve i slutspillet, modsat os hvor vi måske ikke har set helt så skarpe ud. Vi har tabt en del kampe, blandt andet på grund af fraværet af Peter Balling, som har givet os store udfordringer i angrebsspillet.
-
Andreas Holst og Minik Dahl Høegh har været særdeles fremragende spillende ude i bagkæden. For os handler det om at få afsluttet vores etableret angreb ordenligt af, så vi ikke kaster bolden lige i hænderne på deres keeper, så de får lov til at løbe kontra, slutter Westerholm.
Det første semifinalebrag fløjtes op klokken 18.30 onsdag, mens returkampen spilles lørdag i Gråkjær Arena.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








