GOG-træner gjorde brug af hele paletten

Af: Ritzau
GOG-chef Jakob Larsen gjorde lystigt brug af udskiftningerne i tomålssejren over Aalborg, og det kan være et vigtigt våben frem mod medaljekampene.
Fynboerne er, stadig efter de seks afsluttede slutspilskampe, det eneste ubesejrede hold tilbage.
Ingen har kunnet formå at forlade banen som vinder mod GOG.
Selv om Jakob Larsen i ugens sejr over Aalborg med vilje nærmest valgte at bænke hele førstekæden, så rakte kræfterne og niveauet alligevel til sejr.
-
Vi havde aftalt på forhånd, at kampen skulle bruges på at spare nogle af dem, der har spillet rigtig meget på det sidste. Det kan vi bruge i de næste fire kampe, hvor enten finale- eller bronzekampe venter, fortæller Jakob Larsen til tv3sport.dk.
-
Vi vil gerne være så friske som muligt, når vi står i uge to i medaljespillet.
En af holdets helt store målslugere i form af Minik Dahl Høegh blev helt holdt ude af braget mod Aalborg, og det gør Jakob Larsen særdeles glad, at hans GOG-mandskab alligevel trak sig sejrrigt ud af kampen.
-
Lasse Kronborg og Andreas Holst fik begrænset med spilletid. Minik sad helt over, og så fik Lasse Møller og Akutaaneq Kreutzmann rigtig meget spilletid. Dem der kommer ind og får chancen, griber dem rigtig godt.
-
Så jeg vil kalde det en træningskamp på et meget højt niveau. Det var dejligt, at vi trak os sejrrigt ud, for vi var lidt i modvind midtvejs i anden halvleg, da Sander (Sagosen red.) begyndte at gøre det onde ved os. Men vi fik det stabiliseret igen.
Mange af de unge GOG-talenter som normalt ser størstedelen af fynboernes kampe fra bænken, trådte i karakter og imponerede Jakob Larsen.
Det giver det fynske semifinalehold tro og mod på mere.
-
Vi har et bredt mandskab, og dem som ikke spiller så meget, viser, at de har niveau til at være med her. Det gør mig glad - ikke kun på kort men også på lang sigt.
-
I GOG har vi altid kunnet lide at skifte ud. Vi spiller gerne med hele paletten, og det må vi ikke være bange for. Det bliver vigtigt at vise i de kommende kampe, hvor vi rigtig gerne vil spille med om medaljerne, slutter han.
I næste uges semifinaler står grundspillets nummer seks over for grundspillets vindere fra Team Tvis Holstebro.
De gulblusede har hjemmebanefordel onsdag, mens turen lørdag går til det vestjyske.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








