Gå til hovedindhold

Trine Troelsen tilbage i hunulvetrøjen med medaljedrømme

Trine Troelsen tilbage i hunulvetrøjen med medaljedrømme
Foto: Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Trine Troelsen har ikke mistet guldmedaljegløden siden sin sidste optræden i FCM-trøjen. Tværtimod. Den nu mere erfarne og modne håndboldprofil er kommet til Ikast med en ordentlig omgang medaljesult.

Når FCM Håndbold i næste uge prikker hul på en spritny håndboldsæson i kvindernes bedste håndboldrække, er det med et par markante ændringer i truppen og nogle nye navne på holdkortet.

Men for nyindkøbte Trine Troelsen er sommerens skifte fra Silkeborg-Voel til FCM Håndbold ikke den helt store omvæltning. I perioden fra 2010-2014 rendte den blonde bagspiller rundt i med det midtjyske logo på brystet og var med til blandt andet at vinde DM-, pokal-, Super Cup- og EHF Cup-guld.

I mellemtiden er den 32-årige bagspiller blevet et par år ældre, men jagten for at få hængt mere håndboldmetal om halsen er langt fra forældet, fortæller FCM-spilleren.

-Jeg er glad for at være tilbage. Det er et hold med ambitioner, og som bare gerne vil vinde hver eneste gang. Det vil jeg sgu også. Jeg vil have nogle medaljer og nogle titler med pigerne, pointerer Trine Troelsen overfor tv3sport.dk.

-Jeg håber, vi kan gå ind og vinde det hele. Champions League bliver rigtig svært, men DM- og pokalguldet går vi benhårdt efter.

Ud er trådt store midtjyske profiler og kulturbærer gennem adskillige sæsoner i landsholdsstjernerne Trine Østergaard og Stine Jørgensen, som begge fortsætter deres i karriere i det fremadstormende Odense-projekt.

Især Stine Jørgensens afgang er blevet udråbt som et stort tab for midtjyderne, der i fem sæsoner har nydt godt af landsholdsanførerens kvaliteter.

Men Trine Troelsen ser det ikke som noget pres, at skulle gå ind og overtage Jørgensens rolle på det midtjyske mesterskabshold.

-Nu er jeg blevet det ældre og kommer med det, jeg nu kan. Du kan ikke sammenligne mig med nogle andre spillere. Jeg kan noget helt andet og nogle gange kan det været godt med lidt fornyelse.

-Jeg har fået en enorm ro. Jeg bliver ikke så presset og stresset. Og hvis jeg bliver stresset, er jeg god til lige at bevare roen, slå bolden i jorden og få et overblik. Jeg er ikke så stiv i mit spil, uddyber Troelsen.

-Personligt vil jeg gerne bygge videre på mit spil i en storklub, hvor jeg både på og udenfor banen skal bidrage med min rutine og erfaring. Min krop er fit og frisk. Jeg har haft det rigtig godt de sidste to år i Silkeborg, slutter Trine Troelsen.

FCM Håndbold starter 2017/18-sæsonen ud med at tage imod ligaoprykkerne fra Ajax København på hjemmebane i Ikast om en uge.

Andre gode nyheder